Stella i verkenskjole
Snart, Stella, du seer mig i Vadmel, svart eller hvidt.
Hvis Farven var munter, jeg dækte mit Hjerte med Løgn.
Se, Latter i Kummer er Vanvid: Landsforraad er,
i Fremmedes Regnbutøi spotte sit fattige Land.
Selv gaaer Britten sort, i en Dragt saa snau som Navnet: Kitt Wren,
fiin, glindsende, som en Hugorm.
Det er hans Guld, som glindser i hans Klæde,
den sorte Farve er Synderne, Guldet udsvider.
Sort han sidder hist paa sin lysegrønne Strand, medens her
-- Hei! -- Nordboen løber under
sine alvorlige Fjelde, klædt i Lapper
(ak Harlekins!) Britten har ophængt paa Kysten tvertsover.
Snart Stella, du seer mig i Vadmel, sort eller hvidt.
Ja, hvis kun min nordiske Skrædder vil Vadmelet sye.
Dit Smiil forbinder tusinde Saar, Lorgnetterne
ville indsvide i min Ryg,
imens en Spraglet hvidsker: "har Han en Guldharpe,
som (jeg troer det) gaaer svøbt i Bark?"
Stella spænder det Lams Uld,
jeg ifjor fik til at blomstre
ved Hegløv og Salt, paa Væverstolen.
Ak, ak, mit Hjerte slaaer saa hurtigt som Spolen!
Søde Fingre, ei jeg ynker
eder meer end Engle, som synke
ned til Jord for en Dyds Skyld, nær
uddød -- her.
Naar du hviler, saa læs mit
sidste Digt, o eller se ud,
og le ad Vindens Hviin i Sneen.
Ak, ak mit Hjerte slaaer hurtigt som Skeen!
Nordvindens snoede Tand i dit brune
Verken vil briste, min Møe!
(Nu er en bruun Hyacinthe min Livblomst:
blegn, Tulipan!)
Fædrenelandsk er dit Hjerte og frisk din
Barm bag dit Fødelands Tøi.
(Nu er en bruun Hyacinthe min Livblomst:
Solsikke, visn!)
Le ad de andre norske Kvinder,
som fægte mod Sneen for gustne Lunger
med flammende Slør!
Giv mig, naar atter Væven greies,
din udslidte Kjole: jeg gjemmer Stykket,
hvor Hjertet har slaaet.
Men af det hele Plag Papiir jeg gjør,
skriver derpaa et Digt om Tarvelighed,
vor Friheds Huusholderske -- -- --
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer