Svar fra norge til talerne på det svenske riddarhuset 1860.
Har du hørt, hvad Svensken siger,
unge norske mand?
har du seet, hvad, som stiger
op om Kølens rand?
Skygger af de faldne fædre,
som har aldrig vidst det bedre,
end hvor slige ord blev sagt,
der at vinke frem til vagt.
Svensken siger, at det røde
i vort norske flag,
det, som rant, da Magnus døde,
det, som ler idag,
det, som over Halden bælted,
det, som over Adler vælted,
det kan Svenskens gule-blå
uden skam ej bære på.
Svensken siger, vore minner
have tabt sin glans,
at vi ære lettest finner
ved at låne hans.
Skal vi så til Lützen flytte,
lukke denne stråtaghytte,
slæbe farfars gamle stol
ind i Svenskens æressol.
Lad den stå, det stakkels skrammel,
vi har fåt det kært.
Dertil er den nu så gammel,
at det ej er værdt.
Og så sad der nogle i den
sådan op igennem tiden,
Sverre præst og andre mænd,
som kan ville gå igen.
Svensken siger, vi må vide,
han os frihed gav,
og at svenske sværd kan bide
lidt om gangen af.
Men det er vel ej så farligt,
han bør heller fare varligt;
ti der faldt nok nogle før
der, hvor han vil bryde dør.
Svensken siger, at vi ere
end en liden dreng,
ganske passe' til at bære
slæbet på hans hæng.
Montro, hvad de vilde svare
Christie og de gamle kare',
hvis de stod på Ejdsvold end,
murende med sværd om lænd.
Svenskens ord var tit så store,
og vi var så små,
men det aldrig noget gjorde,
når det rønte på.
Vessel og de norske gutter
på den lille sorte kutter
fik den svenske flagfregat
jaget over Kattegat.
Lad kun svenske adeln svinge
Karl den tolftes hat,
jambred ham til krig som tinge
går vi lige radt.
Bliver det for galt derinne,
skal vi vej til Torgny[1] finne,
og så gælder det en dag
nordens store frihedssag.
Merknader[rediger]
- ↑ Bønderne. Se Olaf den helliges saga, hvor Torgny på Upsalating rejser sig på bøndernes vegne og kræver fred med nordmændene.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer