Synnøves sang.
(Af Synnøve Solbakken).
Nu tak for alt, ifra vi var små
og legte sammen i skog og lage'.
Jeg tænkte, legen den skulde gå
oppi de grånende dage.
Jeg tænkte, legen den skulde gå
ud fra de løvede, lyse birke
did frem, hvor Solbakkehuse stå,
og til den rødmalte kirke.
Jeg sad og vented såmangen kvæld
og så did bort under granehejen;
men skygge gjorde det mørke fjæld,
og du, du fant ikke vejen.
Jeg sad og vented og tænkte tidt:
når dagen lider, han vejen vover.
Og lyset sluktes og brænte lidt,
og dagen kom og gik over.
Det stakkers øjet er blevet vant,
det kan så sent med at vende synet;
det kenner slet ingen anden kant
og brænner sårt under brynet.
De nævner sted, hvor jeg trøst kan få;
det er i kirken bag Fagerliden;
men bed mig ikke om did at gå; -
han sidder lige ved siden.
- Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,
som lagde gårdene mod hverandre
og vej for synet i skogen skar
og gav det lov til at vandre.
Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,
som satte stoler til kirkebor'et
og gjorde, at de går par om par
fremover lige mod koret.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer