Til A. O. Vinje.
Der triner gæster i din gård,
alt mens i smil du skriver.
De kommer stilt, og stilt de går,
du næppe var dem bliver.
Da uden ord
de atter fór,
dit barn lå gråd-fuldt uden mor,
og du sad uden mage.
Det hus, du bygde dig igår,
idag det døden sænkte,
og du står gammel, syg og sår
på grus af det, du tænkte.
Din vej lå bar,
fra barn du var,
og første ly, du funnet har,
var det, som nu du stængte.
Men gæsterne, som hos dig var,
i sorgens ørk dig møder;
skønt sky du viger, snart du har
et følge, som forsøder.
Ti der I går,
du skue får,
en lys-glans over verden står
med under-store syner.
Hvad før du så, det synker her,
men kun for at forklares:
det evighedens kyster er,
som på jer' gang befares!
Dit skalde-syn
ser lyn i lyn
hvad før kun dæmred bag-om sky'n; -
på store tvil der svares.
Og siden, når du kommer 'gen
fra tanke-tunge øde,
os lærer snart din gode pen,
med hvem du var til-møde.
Fra sorgens tid
med lutred id,
med magt-fuld ånd og smærtens vid
skal dine syner gløde.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer