Til Føroyar!

Olavsdagen 1902.
Tórshavn.

Du blaaner frem i Nordhavs Brus
med Skoddesvøb om Tind,
du Land, hvor Sverre Konges Vugge stod;
hvor mangen Høvding speided
fra sin Løfting Leden ind,
der færdes end en Slægt med Kraft og Mod.

Ei lægger Langskib under Ø,
ei høres Aaretakt
fra Skjolddækt Skrog med brynjeklædte Mænd;
men staute Skud af Haralds Æt
om Fædres Arv staar Vagt
ved Troskabs Aand, om ei med Sverd ved Lænd.

De reise vil ved ærlig Id
sin sjunkne Fortidshal
paa ryddet Tue og paa egen Grund;
thi Aanden lever end idag
- som Tegn ei glemmes skal
Norrønamaalets Klang fra Barnemund!

Vær hilset gamle Frændefolk
paa Førjars Klippekyst.
hold freidig sammen, enige og tro,
dn Ungdom gaar bag Mærket frem
og vover glad en Dyst,
og af dens Kamp det spire vil og gro.

Vær hilset, naar paa Olavs Dag
du samler dine Mænd,
du Land med Hjertelag bag fjeldhaardt Bryst;
om Bresterson i Haug er lagt,
hans Aand dog gaar igen,
saa længe Bølgen bruser om din Kyst.