Vold
Hist, hvor Prøisens flakte Ørn
vaager skarpt, med spilte Vinger
Folket tar saa mangen Tørn,
medens danske Sange klinger.
Pikkelhuen Trods de bød
i de Vinternætter kolde,
reiser end i Barnesind
Dybbøls sønderskudte Volde.
Værger trofast Fædres Sprog
seigt og stilt i Hjem og Tanker,
ser i Aanden Danebrog
paa de blodbestænkte Banker.
Sukker under Tvangens Lov,
maa sig for Gendarmen hytte:
Ørnen vogter godt sit Rov,
slipper ei det rige Bytte.
Stoled de paa Keiserord,
haardt de i sin Tro blev sveget.
Haab om Seir for Hjemmets Jord
er ei end fra Sindet veget.
Stærke Slægt der sønderpaa,
tro du fulgte Fanens Kalden;
Held med hvert et Slag, I slaa,
endnu er Jer Sag ei falden!
Hæder over hine Mænd.
som for Vold og Uret bløde.
Folkets Aand sig fylker end
under Dugens hvide, røde!