Til Hagbarth (II)

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Skulde jeg glemme dig, Hagbarth, om nogle
Fjeldrygge skille os ad, som
Tiden, der sætter sit Taageskjold mellem vort
Nor og dets Fortid?

Endda den glimrer jo klar, som i Oldings
Tanker hans Ungdom, der løb paa
Roser, og segnede: -- Tiden forgjæves vor
Oldtid vil skjule.

Du er min Konge, min Hagbarth, jeg er dit
Norge; ak har jeg ei mørke
Fjelde og fraaddækket Bølge i Sjelen, og
suser ei Storm af

Lidenskab vild gjennem Tungsindets Fyr, hvor
skjult dog Forglemmigei leer i
Mosset ved Foden? Min Konge den glad paa sin
Krone vil fæste!

Den er din Indtægt; thi Landet er fattigt:
Venskab gjør Lidet, for gode
Hjerter, dog vægtigt! Fortrolighed knytter jo
Kronerne fastest?

Mjøsen jeg ligner: Du Dalen, der favner
Bølgen med blommeklædt Arm, som
Laurkrandsen slynget om mørkeblaae Skjolde: -- O
Mjøsen var mørk, hvis

Totn den med glimrende Ax ei forgyldte:
Skjoldet vanærede Helten,
uden en Laurkrands; men Valskygger speiles i
glindsende Laurblad.

Mjøsen vil aldrig forlade den Bred, der
laaner den Skjønhed: behøver
jeg at sige Dig, Hagbarth, jeg aldrig vort
Forbund forglemmer?

av Henrik Wergeland.




Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.