Til Niels Dahl

Giv mig en Flaske Sundhedsviin,
      og tag mit Renomee!
Man dig da snart vil melancholsk
      og mig lyksalig see.

Send mig et Blad af Haabets Træ,
      og tag min Laurbærkvast!
Naar du er bleven kjed deraf,
      den for din Fole kast!

Men giv du mig dit Hjertelag,
      og tag saa mit igjen!
Det Bytte troer jeg saa omtrent
      gaaer op i op, min Ven!

Saa tornet som et feiret Navn
      ei Vejens Tistel er.
O sad jeg fri paa ti Maal Jord
      og hedte bare Peer!
O Jordens Paradiis: en Plet,
      jeg havde dyrket Selv,
en Halmhat og en Kofte graa,
      en Hytte ved en Elv!

Dog leve vil og døe jeg med
      min Harpe ved mit Bryst.
Den vejer Intet op; thi den
      for al min Nød har Trøst.

Berømmet? Nu! Hvis jeg blier frisk,
      en Pibe god Tobak . . .
Hvis du vil give en derfor,
      Du til skal have Tak.

Kun eet Berøm -- og det er dit,
      og nogle Faaes dertil --
for Schaks og Zars og Sultans Skat
      jeg ikke bytte vil.