Paa sygelejet

Det Iisdryps Rislen i min Barm . .?
      og disse Stik af Ild .?
Lad Døden kalde det sin Seir!
Det er min Himmels Foraarsveir,
dens Vaarfrembrud -- snart kold snart varm
      min Saligheds April.

Dog kjæmper Hjertet i mit Bryst
      mod Dødens Trængen ind.
Det slaaer den endnu Dag for Dag
tilbage kjækt med tunge Slag.
Mit Sind er roligt, klart og lyst
      som Kjern i Maaneskin.

Kanhænde da min Torneflor
      udsprungen jeg faaer see?
Først Kviste syv, saa to fremskjød,
ialt der elleve frembrød;
og kommer ikke Dødens Lee,
      den skyder fleer jeg troer.

Ak! blomstrer som i Gulistan,
      som Schiraz' Centifol!
Dog søger Ingen eders Sted:
I blomstre i den Eensomhed,
hvorhen jeg er forjagt i Ban
      fra Folket, fra min Sol.

Ja til den øde Eensomhed
      af Landsmænd jagt i Ban!
De vrede Daarer ikke veed,
at den en herlig Urskov er.
Som sluppen Fugl jeg levte der,
      som frien Indian.

Brasiliens Skov med Palmetræ'r
      af hundred Alens Top,
hvortil den blaa Passionsblomst med
Camellien klattrer sammen op,
saa stolt og pragtfuld dog ei er
      som denne Eensomhed.

Der mangler det paa Syner ei
      og Aandernes Besøg.
Som Skyer, der gaae lavt og midt
igjennem Skoven søge Vei,
de Minder graae forbi mig tidt
      i Eensomheden strøg.

Dog maa jeg være bleven ramt
      her i min elskte Ørk
af Trolddom eller Slangebid:
min Arm er mat, min Kind er hvid,
mit Blod det rinder nu saa tamt
      og Aaren er saa mørk.

Ah, Døden har, den store Aand,
      blæst af min Livstraads Haar.
Til Folk jeg vil mig slæbe frem:
jeg gjerne vil fortælle dem,
hvor sidste Plantning fra min Haand
      i Blomst i Ørknen staaer.

Se, om ei Honning drypper sød
      fra hver en Rosenknop!
om ei hvert udslaaet Blomsterblad
er tegnet med et kjærligt Kvad,
hver Roses aabne Purpurskjød
      en hellig Bog lukt op!

Blot Døden vil mig skjænke Frist
      til Floren frem er brudt!
Men o! han har mig alt omsust,
mit Bryst med Knokkelhaanden knust,
med Blæserørets fule List
      mig lydløst gjennemskudt.

. . O Følelse som af et Bad!
      Jeg Alt tilgivet har.
En Finger paa mit Øje kom.
En Engels; det min Moders var.
Nu er min Sjel en toet Blom,
      saa nyfødt, barneglad.