Tornekviste?

Tornekviste, Tornekviste,
      Tornekviste med Blomster paa . .?
-- Dyder, herligst i Kummer viste,
Nød, som aldrig sit Haab forliste,
Tro, som Gud under Byrden priste,
      der paa skyldløse Nakke laae.

O, hvor Juda har af Kvinder
      herlig Rosenstok skudt tilforn!
Ømme Mødre iblandt Heltinder,
Fromme Ruth, Makkabæerinder,
Mirjams Ros, som af Honning rinder,
      Judiths Rose med røden Torn.

O jeg hører, seer hvorlunde
      Judæ Kvinder, hver i sin Dør,
raskt mod Aftnen paa Haandteen spunde,
sang til Cithren med glade Munde --
rundtom Børn, fra de krybe kunde,
      voxne Døttre, som alt bar Slør.

Judæ Dale ere øde,
      Rosenstokken er ødelagt,
spredte Rødderne; men vi møde,
hvor de krybende Skud fremskjøde,
Judæ Roser, de fulde, røde:
      Kvindens Dyder i Sorgens Pragt.

Moderømhed, Tro som brænder,
      trofast Viv og i Modgang fro,
for den Fattige aabne Hænder,
Huuslighed, som kun Hjemmet kjender,
-- disse Roser til Verdens Ender
      paa de adspredte Torne groe.

Ak! og disse Søstergrene,
      rundne lige af Evas Barm,
enten krybe maae mellem Stene,
eller blomstre som traurig-ene
Maanedsros bag Gardiner pene
      i den tusmørke Vindukarm.

Hvad om Norges grønne Dale
      gjæstmildt aabnede dem sin Bund?
Hvad om engang-iblandt dets svale
Blod fik lidt af det orientale?
Da maa Kjærlighed kun befale,
      ikke Lovenes Løvemund.