Til Oscar, Norges og Sveriges kronprinds
At min Sjel af den store Digters Ild gnistrede!
Al min Glands skulde ofres dig Oscar, liig
Bølgen, som Dagkongens funklende
Krone gjenviser.
Ogsaa Stjernen behager, Oscar! ei Himlen sin
blege Datter foragter, og Norriges
Fjeldkonger ynde den Kilde, som
nynner ved Foden.
Jeg en Fremalder seer, liig Havet, og Oscar som
Snekken høibarmet suse igjennem, og
Scandiens Ungdom som Skummet om
Søørnens Vinger.
Da mit hvinende Sværd dig følger som blaavinget
Maages Skrig: Inisthona forgjeves for
Ossians Æts Navne vil skjule sig
under sin Taage.
Mange Bølger om Iislands Snebryster bruse, og
Nor dem hører, liig Ynglingen Røst om sin
ranede Arv, som en Hingst, der ved
Hornklangen steiler.
Skjøndt mit Liv skulde roligt rinde -- en Kilde i
Sagas Lunde -- : naar Oscar sig reiser, da
skyder jeg frem som en hvidtandet
Bølge fra Dybet.
"Levvel Stella! fra dine mørkbrune Lokker jeg
flyer til Bannerets gyldne, til Bann'ret, vor
Oscars og Hæderens Brud i sin
purpurne Klædning."
Brudens Leie er blodigt: Oscar dog flyer fra sin
Qvinde: -- jeg skulde tøve? jeg glad med min
Blodstrøm vil fylde min Oscars det
seirende Hjulspor,
naar han iler i Kamp: en Borgerkrands vaier fra
Kronen: Norriges Jubel ham følger, som
Stormen en Snekke, og Sværdenes
graadige Bølger,
Ogsaa Egeløv klæder Skjoldet, min Oscar! og
Saga elsker det mere end Lauren, hvis
Blod vil dryppe, om Græstørv end
Valpladsen dækker.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer