Til billedhugger borch.
(På hans femti-årige fødsels-dag).
Du stærk og lys blandt venner står
idag, du fylder femti år,
og det, du skabte, om dig ler,
men selv du fremad ser.
Din barne-tro, din glade ånd,
og så din aldrig trætte hånd,
dit hjems musik, dit hjærtes viv
skal digte i dit liv.
Du turde tro det, glade mand,
at kunsten hjemme leve kan,
du tvang granitens hårdhed til
at give tone-spil.
Du trængte ind i vor natur
og fanged "jægeren på lur",
og frem af folkets skønheds-trang
din "ægge-pige" sprang.
Men ned ad sne-bedækte li
en gut kom susende forbi,
du strakte ud din hånd, og se:
han stod som støbt i sne.
Men din "ski-løbers" raske mod,
det er dit eget, da du stod
i verden ud på kunstens bud,
men med din tro på Gud.
Ja, du har hjulpet frem dig selv,
din tro som fjæld, din viljes elv,
men mest de tusen hvile-sted
alt i din kærlighed.
Var alle de nu sammen-blæst,
som elsker dig, o hvilken fest,
selv slaverne på Akershus
fik da idag en rus![1]
Men alle os du gjorde godt,
vi bygger dig idag et slot,
det står på hjærte-fredens høj
med bønnens gyldne fløj.
Og du skal bo deri med dit,
hver gang at du må hvile lidt,
og gennem dem, som har dig kær,
dig kenne himlen nær.
Se, fædrelandet længst dig gav
den tak, som mest du holder af,
det gav en mø med gule hår
som billed af sin vår
Hun kom i æventyrets flok
med nøkke-spil og huldre-lok
og med den høje søndags-fred
i salmens herlighed.
Så leve du da længer frem
til held for land og lys for hjem!
Gid det, som du dit hjærte gav,
end blomstre på din grav!
Bevare Gud i miskunhed
din evig unge frejdighed, -
Han give åndens mænd og sag
tit sådant hjærtelag!
Merknader[rediger]
- ↑ Han har i flere år frit undervist begavede slaver på Akershus i tegning m. m. og derved hjulpet dem til en fremtid, når de kom ud.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer