Til sognepræst Hesselberg, paa hans hustrus begravelsesdag

O Mand og Præst! af Gud Du prøves
i Troens Trofasthed idag.
I Kamp med Død og Sorg Du øves.
Nu tæller Gud Dit Hjertes Slag.
Lad slaae, men som et Sejersværk!
Du sejrer, thi din Tro er stærk.

I sidste Smiil, som over Kinden
din elskede Alette gled,
imellem Englen og Christinden
forsvandt den sidste Forskjel med.
Det er jo Dødsmysteret, Præst?
Det er, det er; Du veed det bedst.

Thi vende frejdig Du tilbage
til Huset, som hun har forladt,
for ind sin Plads i det at tage,
som over Stjernerne er sat.
Der venter hun paa Dig og dem,
som sørge i dit øde Hjem.

Og naar din egen Læbe blegner
med ømt Farvel til Dine hen,
med fromme Kors hun den betegner,
og kysser Livet frem igjen.
"Alette," hvisker da din Mund,
saa glad som i din Bryllupsstund.

Og Himlenes Serafer komme,
en Højtidskrands de bringe med;
et Barneansigt af hver Blomme
vil smile frem i søden Fred.
De ligne dem, hun dig har bragt,
og ved dit Faderhjerte lagt.