Skattegraverne

(EFTER DET TYDSKE)

En Viingaardsmand for Døden laae.
Til Børnene, som allesammen
i Taarer han om Lejet saae,
han talte disse Ord med Stammen:
"En Skat er i vort Viinbjerg lagt,
om blot I grave . ."


            "Ei! -- afbrøde
de ham -- for Guds Skyld, siig dog hvor!"
Men -- Dette sagt --
ei mælte Gamlen flere Ord,
men snuede sig mod Væg og døde.

Knapt lukket var den Dødes Øje
før Alle sig til Bjerget skyndte,
og, hvad de aarkede, begyndte
at grave, hakke og at pløje.
Hver Tørv, bemoset og haardnakket,
med største Flid blev sønderhakket,
bortvæltet blev hver Kampesteen,
man harpede selv Jorden reen;
men -- ingen Perle, intet Guld!
En Styver lod sig ikke finde.
Saa Gubben i den sorte Muld
fik liden Ære for sit Minde.

Et Aar gik hen, da finge De
med Skam forbausede at see,
at hveren Ranke svanger var
med dobbelt rige Klaser vorden.
Da signed de sin gamle Far;
de indsaae hvad han havde meent,
og siden grove de i Jorden
med Glæde tidligen og seent.