Vallersen Gudmund Johnsen Remmen te kjæresten sin Berit Larsdatter Wangensteen

VE HEIMÆTKOME SI IFRAA CHRISTIAN I JANVARI MAANE 1843.


Hær, Berit, mi Berit, æ Gu'mund tebake.
Ti Fabn'take døir no Fraaværilsens Klage.

Ti stasslike Gato e monne omvanke;
men, Berit, mi Berit, jaa de va' min Tanke.

E saag bærre Heime -- der Gleer me vente:
dæ Tak, som bedækker truvæligt mi Jente.

"Derøver gje' Englitten Vingjitten spænne!"
-- So tænkte e -- "Gje' dei maa værgje kring Henne!"

"Ja gje' dei Velsignelser riste derøver
aa liflige Draume om me mæ ho søver!

Vel tusenne Skjønheiter saag e ti Sta'en.
Ti Silkje dei brakja førbi me paa Gatun.

Men blinnt va mit Auga før Frøkne aa Fruga:
Dei va' mot ho Berit som Kraakun mot Duva.

So strunke dei va', rent førgruske aa fine:
so hadd' kje dei Roso so friske som dine.

Mit Auga gjik at, aa derheime va' Sjele.
Ti Sakne e kunn'kje faa tæmt o ti Flugte.

E tænkte paa Gleen sjaa de nær e kommaar,
aa, Berit, e tænkte paa næste Midtsommaar.

Nær gullgrønne Kaape kring Fjellbjørkje bølgjer,
daa dræg du paa Stølen aa ette e føljer.

Der æ de so einsamt, so einsamt aa stille,
ja plænt som, mi Berit -- som Kjærester ville.

Daa, nær du ein Lu, som du kjennis ve, høire,
daa, Brure mi! daa æ de me, som dæ helser.

Nær Jøme daa døir unde Hugakølls Mønnin,
daa kjæme e sjøl over grønandis Vøllin.

Ræds ikje før Bøssun, som hæng øver Aaxle!
Ei Rose te de fram se truger tur Laupe.

Daa, Berit, som no af mi Jente omfabnet,
Ti brænnandis Kjysse e gløime vil Saknet.