Vallersen Gudmund Johnsen Remmen til sin kjereste Beritte Larsdatter Wangensteen

VED SIN TILBAGEKOMST FRA CHRISTIANIA I JANUAR 1843.

(Mel. Ifjor gjætt' æ Jeita ti djupaste Dalom.)



Her, Berit, min Berit, er Gudmund tilbage.
Nu døer i vort Favntag Adskillelsens Klage.

I prægtige Gader jeg monne omvanke;
men, Berit, min Berit, hos dig var min Tanke.

Jeg saae kun dit Hjem, min Lyksaligheds Bolig,
det Tag, som bedækker min Elskede trolig.

"Gid Engle derover maae Vingerne spænde!"
Saa tænkte jeg. "Gid de maae værne om Hende!"

"Gid de maae Velsignelser ryste derover!
og liflige Drømme om mig naar hun sover!"

Vel tusinde Skjønheder saae jeg i Staden.
I Silke de braste forbi mig paa Gaden.

Men blindt var mit Øie for Frøknen og Fruen.
De syntes mod Berit som Kraaker mod Duen.

Saa strunke de vare, fornemme og fine,
de havde ei Roser saa friske som dine.

Mit Øie sig lukte, min Sjel var derhjemme.
Jeg kunde dens Flugt i min Længsel ei tæmme.

Jeg tænkte paa dig, paa vor Fryd naar jeg kommer,
og, Berit, jeg tænkte paa næste Skjærsommer.

Naar guldgrønne Kaabe om Fjeldbirken bølger,
da gaaer du tilsæters, og efter jeg følger.

Der er det saa eensomt, saa eensomt og stille,
ja netop, min Berit, som Elskende ville.

Naar fjernt da du hører en Luur, som du kjender,
-- min Brud! det er mig, som en Hilsen dig sender.

Naar Echoet døer under Hugakols Møning,
da kommer jeg selv over Sæterens Grønning.

Frygt ei det Gevær, som paa Skulderen hænger!
En Rose til dig frem af Løbet sig trænger.

Da, Berit, som nu af min Elskte omfavnet,
i glødende Kysse forglemmer jeg Savnet.