Ved generalmajor Auberts hedenfart
Gjæve Frænde, Englen har
holdt dig hvad han loved:
Han, der sad saa hvid og klar
paa dit gamle Hoved.
Did, hvor ei hver ærlig Mand
slynges om af Krybet,
som, da Helved kom ibrand,
krøb herop fra Dybet.
Did, hvor dale død til Jord
frelste Promethider,
see den Stolthedens Condor,
som i Hjertet slider.
Did, hvor Byrons Manfredgeist
glatter Tvivl af Pande,
finder ingen Jungfrau reist
i de glade Lande.
Did, hvor Byronsenglen faaer
atter Lysets Farve,
hvor der groer en Aandevaar
af en vissen Larve.
Did, hvor Engleskare huld
blomstrer af de Taarer,
som paa Jorden faldt: den Muld
udaf raadne Baarer.
Did, min Frænde i det Blaa!
dig den Fredsaand hæved:
den, hvis Hvidving længe laae
paa din Skolt og bæved.
Didhen gjennem Skye du skar
Veien til det Høie
med det Æressværd, du bar
i dit kjække Øie.
Did dit bedste Æresskjold
bar i Ædelhjerte
Du, som i en Himmels Sold
Jordens Veldaad lærte.
Did at gaae en Paaskeqvel
ifra Storm og Kampe,
klare, phocionske Sjel
sprænge vil sin Lampe.
Som et løsnet Lyn du vil
gaae Cherubens Veie,
følge med din Frelser mild
i hans Paaskeseier.
Gamle Lampe brast isund;
men et Lyn den føder,
mens paa "Theodorens" Mund
Seiershymne gløder.
Seiershymne over Grav!
Himle uden Ende!
Kan du, lynende Seraf,
være end min Frænde?
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer