Ved kand. jur. Just Hansens grav
Herhid? -- Gaaer Venskabs Pagt ei længer?
Hvi sværge da saa huul en Ed,
som denne Spade da jo slænger,
med andet Støv og Sand derned?
Belivet Muld da var vor Sjel,
og trøstløs Rædsel hvert Farvel.
Meer meningsløs var da jo Taaren,
end Dug, naar frosne Stene tøe.
Den haante i os selv kun Daaren,
der elskte En, som kunde døe.
Som kunde døe? -- O større Brist
var ved hans Hjerte ei forvist!
Saa aabent var det, som hans Pande,
saa godt og ærligt, som hans Blik.
Kun disse Udtryk for hans Sande,
ei Dettes Væsen Døden fik.
Selv er han hist, men som han var
vi ham i Vennemindet har.
Saavist som med dit Støv nu Støvet
forener sig, saa vist, vor Ven!
En efter En, ei saa bedrøvet,
forsamles vi hos Dig igjen.
Til da ei se vor Sorg din Sjel!
men deel, som før, vor Fryd -- farvel!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer