Velkommen, Georg Fein!

I min Pokal det klinged,
      iaftes af sig selv,
som om en Ring sig svinged
      rundt i dens gyldne Hvælv.
Tregange klang det, trende,
      som om der Perler faldt;
jeg tænkte: mig kanhænde
      et Varsel blev fortalt?

Hvad Bud mon det betyder?
      et Glædens er det vist;
saa lifligt ikke lyder
      en varslet Sorg fra Hist.
Det kan en Ven ej være,
      i denne Time død,
nej, heller En er nære,
      ilive, frisk og rød.

Og se, just som jeg vilde
      Pokalen hælde fuld,
og hver en Draabe spilde
      ud i den sorte Muld,
i Tanken, at da springer
      en Gejst af Jordens Skjød,
der mig Forklaring bringer
      paa hvad den Klang betød . . .

-- Da se! i Vinen spejler
      et Aasyn sig bekjendt,
min Feins, den raske Sejler,
      just nu tilbagevendt.
Det stod i Gyldenramme,
      i Perler fattet ind;
hvert Haar det var det samme,
      hver Fure paa hans Kind.

Dog sprængt med Hvidt var Haaret
      . . O Syn, hvor slet du saa
hver Kummer, han har baaret,
      er bleven Blommer smaa,
smaa Malver og Linnæer
      fra Serafiners Bed,
og Paradisets Træer
      sin Sne har drysset ned.

En Fred laa paa hans Pande,
      hvor Tanken rulled før,
som mørke høie Vande,
      som Skyers revne Slør.
O, mon Germanerinden,
      hans Moders Skygge, tyst
og mildt som Søndenvinden
      just har sin Georg kyst?

Og i hans Furer legte
      nyfødte, muntre Smil,
omkring hans Mund bevægte
      de sig med Straalers Iil, --
O Sorg! hvo kan dig hade,
      saa yndig i din Død!
Du gjør af Rosenblade
      din Yndlings Aften rød.

Han elsket har dig ærligt,
       -- o dybt, med Blod og Marv,
derfor hans Smil er herligt,
      hans døde Kummers Arv.
Hans egen Død om Munden
      det finder blidt som nu;
nu da hans Sorg er svunden --
      o, Glæde, kom nu Du!

Lad nu Pokalen klinge
      for gjæve Georg Fein!
Jeg vil en Skaal udbringe
      for gjæve Georg Fein!
Mit Blod det skulde springe
      for gjæve Georg Fein!
thi Vinen er for ringe
      for gjæve Georg Fein!