Til mjøs-dampbaaden "Jernbarden"

(Mel. "Svøm højt paa Kodans Bølge").

Jernbarden selv kan synge
      sin egen Poesi,
som Bølgens hvide Tunge
      skal højlydt stemme i.
Og alt som stærken Bølge
      har sjunget ud sit Chor,
den i et Æresfølge
      med Perler strøer hans Spor.

Da maae vel norske Hjerter
      forene sig i Sang
til jublende Koncerter
      med Vovers stærke Klang,
fra Minde, hvor nu Valen
      er rød af Kløvrens Blod
til vi i Gudbrandsdalen
      alt øine Dovres Fod?

Se, alt som Snekken higer,
      som Fjernerne forgaae,
se gamle Kongeriger
      i lange Omrids blaa!
Som Mjøsens Kongethrone
      hist dukker Helgø frem.
O her lad Sangen tone
      i Hjertet af vort Hjem!

Held dig, Vidundersnekke
      paa Mjøsens stolte Fjord!
Dig, som maa Minder vække
      om Dragerne i Nord!
Thi staalsat er din Bringe,
      berømmeligt dit Navn,
og, som til Kamp at springe,
      staaer Løven i din Stavn.

Gid frie Mænd du bære,
      Jernbarde, maa ombord,
hvis Daad er Norges Ære,
      dets Glæde deres Ord!
Gid Frihedsflaget flyde
      med Signen over dem,
mens stærke Aander skyde
      den stolte Snekke frem!

Men skulde Frihedsflaget
      forsvinde fra din Mast,
som Blomsten, der er slaget
      hvor Lja'en bider hvast,
naar trællet er Nationen
      og kuet i sit Sind,
i Mjøsen Gallionen
      Du bore, og forsvind!

Men før vil Skreja briste
      som usselt Leerfald ned,
sin Skjønhed Toten miste,
      og Hedemarken med.
Derfor vi kunne hæve
      vort Glas med disse Ord:
"Jernbarden længe leve!
      Malmdragen i vort Nord!"