Vin

Saa griper jeg om glasset
og fører det til munden.
Jeg nyter denne stunden,
av lykke ikke indfridd
til allersiste rest:

Min skat blev ikke hævet,
mit liv er ikke levet,
med hvad jeg dypest krævet
slaar mig med sang i møte
fra vinens yre fest.

O vin, du, i hvis havdyp
jeg sænket sorg og møie
som i et kjærlig øie,
hvis varme gaar til hjertet,
hvis væsen er musik -
La kun de andre vinde
sig ry og hjem og kvinde!
Jeg tør mig ikke binde,
men kysser bægerranden
med drømmen i mit blik.

Nei, ikke bægerranden
og ikke rusens hete
og ikke druens væte,
men stunden da jeg fører
op glasset til min mund!
Den blomst, som ei blev plukket -
Det maal, som ei er rukket -
og vinen ikke drukke t-
Jeg løfter den mot lyset.
Det er hellig stund.

En ukjendt klang mot hjertet,
som blir til nye klanger . . .
Jeg er en gammel sanger,
som i forventning smiler
til det, jeg ikke vandt.
Min længsel aldrig stillet -
Det flammet, og det spillet -
Aa gud, dit søte billed,
som op av vinens bølger
i guldglød kom og svandt!

Thi fryder sig mit hjerte,
det vinterlige tunge,
det myke, evig unge,
der nu jeg salig himler
med glasset i min haand.
Snart løses skal det bundne,
sol falde paa det svundne.
Og over alt det vundne
guld av min ungdoms stjerne.
Vin er det sjæl og aand.