Gudbrand i Lien

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   Der var engang en Mand som hedte Gudbrand;
han havde en Gaard som laa langt borte i en Aasli, og
derfor kaldte de ham Gudbrand i Lien. Han og Konen
hans levede saa vel sammen og var saa godt forligte, at
alt Manden gjorde, syntes Konen var saa velgjort at
det aldrig kunde gjøres bedre; h v o r l e d e s han bar sig
ad, var hun lige glad i det. De eiede sin Jordvei, og
hundrede Daler havde de paa Kistebunden, og i Fjøset
to klavebundne Kjør.
   Men saa sagde Konen en Dag til Gudbrand: "Jeg
synes vi skulde reise til Byen med den ene Koen og
sælge den jeg, saa vi kunde faa os nogle Haandskillin-
ger; vi er saa bra Folk, at vi burde have nogle
Skillinger mellem Hænderne, ligesom andre har; de
hundrede Dalerne som ligger paa Kistebunden, kan vi
ikke tage Hul paa, men jeg ved ikke, hvad vi skal med
mere end én Ko. Og lidt vinder vi ogsaa derved at
jeg slipper med at stelle den ene Koen, i Steden for
at jeg har gaaet og maaket og vandlet1 til to." Ja, det
syntes Gudbrand var baade rigtig og fornuftig talt;
han tog strax Koen og gik til Byen med for at sælge
den; men da han kom til Byen, var der ingen som
vilde kjøbe Koen. Ja ja, tænkte Gudbrand, saa kan
jeg gaa hjem igjen med Koen min; jeg ved jeg har
baade Baas og Klave til den, og det er lige langt baade
frem og tilbage; og dermed gav han sig til at rusle
hjemefter igjen.
   Men da han var kommen et Stykke paa Veien,
mødte han én som havde en Hest han skulde sælge;
saa syntes Gudbrand det var bedre at have Hest end
Ko, og byttede saa med ham. Da han havde gaaet et
Stykke længer, mødte han én som gik og drev en fed
Gris foran sig, og saa syntes han det var bedre at have
fed Gris end Hest, og byttede saa med Manden. Han
gik nu et Stykke til; saa mødte han en Mand med en
Gjed, og saa tænkte han det sagtens var bedre at have
Gjed end Gris, og derfor byttede han med ham som
eiede Gjeden. Saa gik han et langt Stykke, til han
mødte en Mand som havde en Sau; med ham byttede
han, for han tænkte: det er altid bedre at have Sau
end Gjed. Da han nu havde gaaet en Stund igjen,
mødte han en Mand med en Gaas; saa byttede han
bort Sauen med Gaasen; og da han havde gaaet et
langt, langt Stykke, mødte han en Mand med en Hane;
med ham byttede han, for han tænkte som saa: det er
altid bedre at have Hane end Gaas. Han gik da, til
det led langt ud paa Dagen; men saa begyndte han at
blive sulten, og saa solgte han Hanen for tolv Skilling
og kjøbte sig Mad for dem; for det er da altid bedre
at berge Liv end have Hane, tænkte Gudbrand i Lien.
   Saa gik han videre hjemover, til han kom til sin
nærmeste Grandegaard; der gik han indom. "Hvorledes
er det gaaet dig i Byen?" spurgte Folkene.
   "Aa, det er nu gaaet saa og saa," sagde Gudbrand,
"ikke kan jeg rose Lykken min, og ikke kan jeg laste
den heller," og dermed fortalte han dem det hele,
hvorledes det var gaaet ham fra først til sidst.
   "Ja, d u blir da vel modtaget, naar du kommer
hjem til Konen din!" sagde Manden paa Gaarden;
"Gud hjælpe dig! ikke vilde jeg være i dit Sted."
   "Jeg synes det kunde have gaaet meget galere
jeg," sagde Gudbrand i Lien; "men enten det nu er
gaaet galt eller vel, saa har jeg saa snil Kone at hun
aldrig siger noget, hvordan jeg saa bær mig ad."
   "Ja det ved jeg visst, men ikke for det jeg tror
det," sagde Granden.
   "Skal vi vædde paa det?" sagde Gudbrand i Lien;
"jeg har hundrede Daler liggende hjemme paa Kiste-
bunden, tør du holde ligt imod?"
   Ja, de væddede, og saa blev han der til om Kvel-
den, da det begyndte at mørkne, saa gik de sammen
til hans Gaard. Der blev Grandmanden staaende uden-
for Døren og skulde lye, mens Manden selv gik ind til
Konen.
   "God Kveld," sagde Gudbrand i Lien, da han
kom ind.
   "God Kveld," sagde Konen; "aa Gud ske Lov,
er du der!"
   Ja, det var han da.
   Saa spurgte Konen hvorledes det var gaaet ham i
Byen.
   "Aa, saa som saa," svarede Gudbrand, "det er
just ikke noget at rose. Da jeg kom til Byen, var der
ingen som vilde kjøbe Koen, saa byttede jeg den bort
mod en Hest jeg."
   "Ja det skal du rigtig have Tak for, det," sagde
Konen; "vi er saa bra Folk at vi kan kjøre til Kirke,
vi ligesaa vel som andre, og naar vi har Raad til at
holde Hest, saa kan vi vel lægge os den til. Gaa ned
og sæt ind Hesten, Børn!"
   "Ja," sagde Gudbrand, "jeg har nok ikke Hesten
heller jeg; da jeg kom et Stykke paa Veien, byttede
jeg den bort for en Gris."
   "Nei, nei!" raabte Konen, "det var da rigtig som
jeg selv skulde gjort det; det skal du saamænd have
Tak for! Nu kan vi faa Flesk i Huset, og noget at
byde Folk naar de kommer til os, vi og. Hvad skulde
vi med Hesten? Saa vilde Folk sige vi var blit saa
store paa det, at vi ikke længer kan gaa til Kirke som
før. Gaa ned og sæt ind Grisen, Børn!"
   "Men jeg har nok ikke Grisen her heller," sagde
Gudbrand; "da jeg kom et Stykke længer bort, byttede
jeg den bort mod en Melkegjed."
   "Aa nei, aa nei, saa vel du gjør Alting!" raabte
Konen. "Hvad skulde jeg med Grisen, naar jeg rigtig
tænker mig om; Folk vilde bare sagt: der borte æder
de op alt de har; nei, nu har jeg Gjed, saa faar jeg
baade Melk og Ost, og Gjeden beholder jeg endda.
Slip ind Gjeden, Børn!"
   "Nei, jeg har nok ikke Gjeden heller jeg," sagde
Gudbrand; "da jeg kom et Stykke paa Veien, byttede
jeg bort Gjeden og fik en dygtig Sau for den."
   "Nei!" raabte Konen, "du har gjort det akkurat
som jeg skulde ønsket mig alt, akkurat som jeg selv
skulde have været med. Hvad skulde vi med Gjeden?
Jeg maatte da klyve i Berg og Dale og faa den ned
igjen til Kvelds. Nei, har jeg Sau, kan jeg faa Uld og
Klæder i Huset, og Mad ogsaa. Gaa ned og slip ind
Sauen, Børn!"
   "Men jeg har nok ikke Sauen længer jeg," sagde
Gudbrand, "for da jeg havde gaaet en Stund, byttede
jeg den bort med en Gaas."
   "Tak skal du have for det," sagde Konen, "og
mange Tak ogsaa! Hvad skulde jeg med Sauen? Jeg
har jo hverken Rok eller Ten, og ikke bryr jeg mig
om at slide og slæbe og virke Klæder heller; vi kan
kjøbe Klæder nu som før; nu faar jeg Gaaseflesk, som
jeg længe har stundet efter, og nu kan jeg faa Dun i
den lille Puden min. Gaa ned og slip ind Gaasen,
Børn!"
   "Ja jeg har nok ikke Gaasen heller jeg," sagde
Gudbrand; "da jeg var kommen et Stykke længer paa
Veien, byttede jeg den bort for en Hane."
   "Gud ved, hvordan du har fundet paa det alt!"
raabte Konen; "det er alt sammen som jeg havde gjort
det selv. En Hane! Det er det samme som du havde
kjøbt et Ottedags-Ur, for hver Morgen galer Hanen
Klokken fire, saa kan vi ogsaa komme paa Benene til
rette Tid. Hvad skulde vi vel med Gaasen? Ikke kan
jeg lage til Gaaseflesket, og Puden min kan jeg jo fylde
med Starrgræs. Gaa ud og slip ind Hanen, Børn!"
   "Men jeg har nok ikke Hanen heller jeg," sagde
Gudbrand; "da jeg havde gaaet endda et Stykke, blev
jeg skrubsulten, og saa maatte jeg sælge Hanen for tolv
Skilling, for at berge Livet."
   "Naa Gud ske Lov, for du gjorde det," raabte
Konen; "hvordan du steller dig, gjør du Alting netop
som jeg kunde ønsket det frem. Hvad skulde vi ogsaa
med Hanen? Vi er jo vore egne Herrer, vi kan ligge
om Morgenen saa længe vi vil. Gud ske Lov, naar jeg
bare har faaet dig igjen, som steller alt saa godt,
trænger jeg hverken til Hane eller Gaas, hverken til
Griser eller Kjør."
   Saa lukkede Gudbrand op Døren.
   "Har jeg vundet de hundrede Dalerne nu?" sagde
han, og det maatte da Granden tilstaa at han havde.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt