Kari Træstak

Fra Norske Dikt
Gå til: navigasjon, søk

   Der var engang en Konge som var blit Enke-
mand. Efter sin Dronning havde han en Datter, som
var saa snil og saa deilig at ingen kunde være snillere
og deiligere. Han gik længe og sørgede over Dron-
ningen, som han havde holdt meget af, men tilsidst blev
han kjed af at leve enslig, og giftede sig med en Enke-
dronning, som ogsaa havde en Datter; men hendes Datter
var ligesaa styg og slem, som den andre var snil og vak-
ker. Stedmoderen og hendes Datter var avindsyge paa
Kongsdatteren, fordi hun var saa deilig; men saa længe
som Kongen var hjemme, torde de ikke gjøre hende
noget, for han holdt meget af hende.
   Der gik nu en Tid, saa fik han Krig med en anden
Konge og drog ud i Leding; da syntes Dronningen,
hun kunde gjøre hvad hun vilde, og saa baade sultede
og slog hun Kongsdatteren, og var efter hende i hver
Krog. Tilsidst syntes hun at Alting var for godt til
hende, og saa satte hun hende til at gjæte Kreaturene.
Hun gik da med Kreaturene og gjætede dem i Skogen
og paa Fjeldet. Mad fik hun lidet eller intet af; bleg
og mager blev hun, og næsten altid graat hun og var
bedrøvet. I Buskapen var der en stor blaa Stud, som
altid holdt sig saa fin og blank, og den kom ofte bort
til Kongsdatteren og lod hende kjæle sig. En Gang som
hun sad og graat og var bedrøvet igjen, kom Studen
hen til hende og spurgte hvorfor hun var saa sørg-
modig. Hun svarede Ingenting, men blev ved at graate.
"Ja," sagde Studen, "jeg ved det nok, endda du ikke
vil sige mig det; du graater fordi Dronningen er slem
mod dig, og fordi hun vil sulte dig ihjel. Men Mad
har du ikke nødig at sørge for; i det venstre øret mit
ligger der en Dug, og naar du tager og breder den ud,
kan du faa saa mange Retter du vil." Det gjorde hun,
tog Dugen og bredte den ud paa Græsset, og saa
diskede den op med de deiligste Retter nogen kunde
ønske sig; der var baade Vin og Mjød og Sødkage.
Hun kom nu snart i Hold igjen, og blev saa rød og rund
og hvid, at Dronningen og den tørskranglede Datteren
hendes blev baade blaa og blege af ærgrelse over det.
Dronningen kunde slet ikke skjønne, hvorledes Sted-
datteren kunde komme til at se saa godt ud paa saa
daarlig Kost; saa sagde hun til en Terne, at hun skulde
gaa efter hende i Skogen, og passe paa og se hvor-
ledes det hang sammen, for hun troede at nogen af
Tjenestefolkene gav hende Mad. Jenten gik da efter
hende i Skogen og passede paa, og saa fik hun se at
Steddatteren tog Dugen ud af øret paa den blaa
Studen og bredte den ud, og saa diskede Dugen op
med de deiligste Retter, som Steddatteren gjorde sig
til gode med. Det gik Jenten hjem og sagde Dron-
ningen.
   Nu kom Kongen hjem, og havde vundet over den
andre Kongen som han havde været i Krig med; der
blev da stor Glæde over hele Slottet, og ingen var
gladere end Kongens Datter. Men Dronningen lagde
sig syg og gav Doktoren mange Penge, forat han skulde
sige hun ikke kunde blive frisk igjen, uden hun fik
Kjød af den blaa Studen at spise. Baade Kongsdatteren
og Folkene spurgte Doktoren om ikke noget andet
kunde hjælpe, og bad for Studen, for alle holdt af den,
og de sagde at der ikke gaves Mage til Stud i hele
Riget; men nei, den maatte slagtes og den skulde slag-
tes, der var ingen anden Raad. Da Kongsdatteren hørte
det, blev hun ilde ved og gik ned i Fjøset til Studen.
Den stod der ogsaa og hang med Hovedet, og saa saa
sørgmodig ud, at hun begyndte at graate for det.
   "Hvad graater du for?" sagde Studen.
   Saa sagde hun at Kongen var kommen hjem igjen,
og at Dronningen havde lagt sig syg, og at hun havde
faaet Doktoren til at sige at hun ikke kunde blive frisk,
dersom hun ikke fik Kjød af den blaa Studen at spise,
og nu skulde han slagtes.
   "Faar de først Livet af mig, saa dræber de snart
dig ogsaa," sagde Studen; "synes du som jeg, saa reiser
vi vor Vei i Nat."
   Ja, Kongsdatteren syntes nok det var slemt at reise
bort fra sin Far; men det var endda værre at være i
Hus med Dronningen, og saa lovede hun Studen at hun
skulde komme.
   Om Kvelden, da alle de andre havde lagt sig,
listede Kongsdatteren sig ned i Fjøset til Studen; saa
tog den hende paa Ryggen og fór af Gaarde det forte-
ste den kunde. Da nu Folkene kom op i Otten den
næste Dag og skulde slagte Studen, var den væk, og
da Kongen kom op og spurgte efter Datteren, var hun
ogsaa borte. Han sendte Bud ud paa alle Kanter for
at lede efter dem, og lyste efter dem fra Kirkebakken,
men der var ingen som havde seet noget til dem.
   Imens fór Studen gjennem mange Lande med
Kongsdatteren paa Ryggen, og saa kom de til en stor
Kobberskog; Trær og Grene og Blade og Blomster og
Alting var af Kobber.
   Men førend de reiste ind i Skogen, sagde Studen
til Kongsdatteren: "Naar vi nu kommer ind i Skogen,
maa du tage dig vel i Agt, saa du ikke rører et Blad
af den engang, ellers er det forbi baade med mig og
med dig, for her bor et Trold med tre Hoveder, som
eier den.
   Nei Kors, hun skulde tage sig vel i Vare og ikke
røre noget.
   Hun var saa forsigtig og bøiede sig til Side for
Grenene og skjøv dem bort med Hænderne; men det
var saa trangskoget at det næsten ikke var muligt at
komme frem, og hvorledes hun stelte sig, kom hun lige-
vel til at rive af et Blad, som hun fik i Haanden sin.
   "Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen, "nu
gjælder det at slaass paa Liv og Død. Men gjem bare
Bladet vel."
   Strax efter var de ved Enden af Skogen, og da
kom der et Trold farende med tre Hoveder.
   "Hvem er det som rører min Skog?" sagde Troldet.
   "Den er ligesaa meget min som din," sagde Studen.
   "Det skal vi nappes om," skreg Troldet.
   "Kan saa det," sagde Studen.
   Saa rendte de sammen og sloss, og Studen den
stangede og spændte af alle Livsens Kræfter, men Trol-
det slog lige godt, og det varede hele Dagen før Studen
fik Ende paa det, og da var den saa fuld af Saar og
saa ussel at den næsten ikke orkede at gaa. Saa maatte
de hvile over en Dag; og saa sagde Studen til Kongs-
datteren, at hun skulde tage det Smurningshornet som
hang ved Beltet til Troldet, og smøre den med; da
kom den sig, og Dagen efter ranglede de afsted igjen.
   De reiste nu i mange, mange Dage, og saa kom
de langt om længe til en Sølvskog; Trær og Grene og
Blade og Blomster og Alting var af Sølv.
   Før Studen gik ind i den, sagde den til Kongs-
datteren: "Naar vi nu kommer ind i denne Skogen,
maa du for Guds Skyld tage dig vel i Agt; du maa
slet ikke røre Nogenting, og ikke rive af saa meget
som et Blad, for ellers er det forbi baade med dig og
med mig; her er et Trold med sex Hoveder, som eier
den, og det tror jeg knapt jeg kan raade med."
   "Nei," sagde Kongsdatteren, "jeg skal nok agte mig
og ikke røre ved det du ikke vil jeg skal røre.
Men da de kom ind i Skogen, var den saa tæt og
saa trang at de næsten ikke kunde komme frem. Hun
fór saa varlig som hun kunde, og bøiede sig til Siden
for Grenene og skjøv dem bort foran sig med Hæn-
derne; men hvert øieblik slog Grenene hende i øinene,
og hvorledes hun stelte det, saa kom hun til at rive af
et Blad.
   "Au, au, hvad gjorde du nu?" sagde Studen; "nu
gjælder det at slaass paa Liv og Død, for dette Troldet
har sex Hoveder og er dobbelt saa stærkt som det andre;
men pas bare paa Bladet og gjem det vel."
   Ret som det var, saa kom Troldet. "Hvem er
det som rører ved min Skog?" sagde det.
   "Den er ligesaa meget min som din," sagde
Studen.
   "Det skal vi nappes om," skreg Troldet.
   "Kan saa det," sagde Studen, og røg paa Troldet
og stangede ud øinene paa det og kjørte Hornene tvært
igjennem det, saa Tarmene randt ud, men det slog lige
godt, og det varede i tre samfulde Dage før Studen
fik Livet af det. Men da var den ogsaa saa ussel og
opgivet, at den med Nød og Neppe kunde røre sig,
og saa fuld med Saar at Blodet randt af den. Saa
sagde den til Kongsdatteren, at hun skulde tage Smur-
ningshornet som hang ved Beltet paa Troldet, og smøre
den med. Det gjorde hun, og saa kom den sig; men
de maatte lige over og hvile en Uge, før den orkede
at gaa længer.
   Endelig gav de sig paa Veien igjen; men Studen
var skrøbelig endda, og det gik ikke fort i Førstningen.
Kongsdatteren vilde spare den, og sagde at hun var saa
ung og let paa Foden, hun kunde gjerne gaa; men det
fik hun slet ikke Lov til; hun maatte sætte sig op paa
Ryggen hans igjen.
   Saa reiste de i lang Tid og gjennem mange Lande,
og Kongsdatteren vidste slet ikke hvor det bar hen,
men langt om længe kom de til en Guldskog; den var
saa gild at Guldet dryppede af den, og Trær og Grene
og Blomster og Blade var af bare Guld.
   Her gik det lige ens som i Kobberskogen og Sølv-
skogen. Studen sagde til Kongsdatteren, at hun slet
ikke paa nogen Maade maatte røre ved den, for det
var et Trold med ni Hoveder som eiede den; det var
meget større og stærkere end begge de andre tilsammen,
og den troede slet ikke at den kunde raade med det.
Nei, hun skulde nok passe sig og slet ikke røre ved
Skogen, det kunde han nok vide. Men da de kom ind
i den, saa var den endda tættere end Sølvskogen, og des
længere de kom, des værre blev det: Skogen blev
tættere og tættere og trangere og trangere, og tilsidst
syntes hun, de ikke paa nogen Sæt eller Vis kunde
komme frem; hun var saa ræd for at rive af noget, at
hun sad og vendte og bøiede sig baade hid og did for
Grenene og skjøv dem bort foran sig med Hænderne;
men hvert øieblik slog de hende i øinene, saa hun ikke
kunde se hvor hun greb hen, og før hun vidste af det,
havde hun et Guldæble i Haanden. Hun var saa
hjertelig ræd at hun graat, og vilde kaste det igjen;
men Studen sagde hun skulde beholde det og gjemme
det vel, og trøstede hende saa godt han kunde; men
han troede det blev en haard Bask, og han tvilte paa
det vilde gaa godt.
   Ret som det var, saa kom Troldet med de ni
Hoveder; det var saa fælt at Kongsdatteren næsten ikke
torde se paa det.
   "Hvem er det som rører min Skog?" skreg det.
   "Den er ligesaa meget min som din," sagde Studen.
   "Det skal vi nappes om," skreg Troldet.
   "Kan saa det," sagde Studen. Og saa rendte de
sammen og sloss, og det var saa fælt at se paa, at
Kongsdatteren var nær ved at daane. Studen stangede
ud øinene paa det, og kjørte Hornene tvært igjennem
det, saa Indvoldene væltede ud; men Troldet slog lige
godt, for naar Studen fik stanget ihjel et Hoved, blaaste
de andre Liv i det igjen, og det varede en hel Uge,
før den var istand til at faa Livet af det. Men da
var den saa ussel og skrøbelig at den ikke kunde røre
sig. Saar havde den over det hele; den kunde ikke
engang sige saa meget som at Kongsdatteren skulde tage
Smurningshornet til Troldet og smøre den med. Men
hun gjorde det ligevel, og da kom den sig ogsaa; men
de maatte ligge over og hvile i tre Uger, før den var
god for at gaa videre.
   Da reiste de saa smaat afsted, for Studen sagde
at de skulde lidt længer frem, og saa kom de over
mange store Aaser med tyk Skog. Dette varede nu en
Stund, saa kom de op paa Fjeldet.
   "Ser du noget?" spurgte Studen.
   "Nei, jeg ser ikke andet end Himmelen og vilde
Fjeldet," sagde Kongsdatteren.
   Da de kom høiere op, blev Fjeldet slettere, saa de
kunde se videre om sig.
   "Ser du noget nu?" sagde Studen.
   "Ja, jeg ser et lidet Slot langt, langt borte," sagde
Prinsessen.
   "Det er nok ikke saa lidet endda," sagde Studen.
   Langt om længe kom de til en stor Haug, hvor
der var en tværbrat Bergvæg.
   "Ser du noget nu?" sagde Studen.
   "Ja, nu ser jeg Slottet tæt ved, nu er det meget,
meget større," sagde Kongsdatteren.
   "Did skal du," sagde Studen; "strax nedenfor
Slottet er der et Grisehus, hvor du skal være. Naar
du kommer did, finder du en Træstak der; den skal du
tage paa dig, og gaa frem til Slottet, og sige du heder
Kari Træstak, og bede om Tjeneste. Men nu skal du
tage den lille Kniven din og skjære Hovedet af mig med;
saa skal du flaa mig og virre Huden sammen og lægge
den under Bergvæggen der, og inde i Huden skal du
lægge Kobberbladet og Sølvbladet og Guldæblet. Borte
ved Berget der staar der en Kjæp; naar du vil mig
noget, saa banker du bare paa Bergvæggen her med den."
   I Førstningen vilde hun ikke; men da Studen sagde
at det var den eneste Tak han vilde have for det han
havde gjort mod hende, saa kunde hun ikke andet.
Hun syntes det var saa inderlig vondt, men hun trælede
og skar med Kniven paa det store Dyret, til hun fik af
Hovedet og Huden, saa lagde hun den sammen borte
under Bergvæggen, og lagde Kobberbladet og Sølvbladet
og Guldæblet ind i den.
   Da hun havde gjort det, saa gik hun bortover til
Grisehuset; men alt som hun gik, graat hun og var
bedrøvet. Der tog hun Træstakken paa sig, og saa gik
hun frem til Kongsgaarden; da hun kom ind i Kjøkke-
net, bad hun om Tjeneste, og sagde at hun hedte Kari
Træstak. Ja, sagde Kokken, det kunde hun nok faa,
hun kunde faa Lov at være der og vaske op, for den
som havde gjort det før, var nylig gaaet sin Vei; "men
naar du blir lei af at være her, saa gaar vel du ogsaa
din Kos." Nei, det skulde hun slet ikke.
   Hun var nu noksaa ordentlig til at vaske op. Om
Søndagen skulde der komme Fremmede til Kongsgaar-
den; saa bad Kari, om hun fik Lov at gaa med Vaske-
vand til Prinsen, men de andre lo af hende og sagde:
"Hvad vil du der? Tror du Prinsen vil vide noget
af dig som ser slig ud?"
   Hun gav sig ikke hun, men blev ved at bede, og
endelig fik hun ogsaa Lov.
   Da hun gik op over Trapperne, ramlede det i
Træstakken, saa Prinsen kom ud og spurgte: "Hvad
er du for en?"
   "Jeg skulde nok bære Vaskevand til jer jeg,"
sagde Kari.
   "Tror du jeg vil have det Vaskevandet d u bærer?"
sagde Prinsen og slog Vandet over hende.
   Hun maatte gaa med det; men saa bad hun om
Lov til at gaa til Kirken; det fik hun ogsaa, for Kir-
ken laa tæt ved. Men først gik hun bort til Berget og
bankede paa med Kjæppen som stod der, saaledes som
Studen havde sagt. Strax kom der ud en Mand og
spurgte hvad hun vilde. Kongsdatteren sagde, at nu
havde hun faaet Lov til at gaa i Kirken og høre paa
Præsten, men hun havde ingen Klæder at have paa sig.
Saa kom han med en Kjole til hende, den var saa blank
som Kobberskogen, og Hest og Sadel fik hun ogsaa.
Da hun kom til Kirken, var hun saa vakker og gild at
alle undredes paa hvem hun var, og næsten ingen hørte
efter hvad Præsten sagde, fordi de saa for meget paa
hende; Prinsen selv likte hende saa godt at han ikke
kunde vende øinene fra hende et øieblik.
   I det samme hun gik ud af Kirken, sprang Prin-
sen efter og drog Kirkedøren til efter hende, og saa
beholdt han den ene Handsken hendes i Haanden. Da
hun gik bort og satte sig paa Hesten, kom Prinsen
igjen efter, og spurgte hvor hun var fra.
   "Jeg er fra Vaskeland," sagde Kari; og da Prin-
sen tog frem Handsken og vilde give hende den igjen,
sagde hun:
   "Lyst fore og mørkt bag,
   saa Prinsen ikke ser hvor jeg rider hen idag!"
   Prinsen havde aldrig seet Mage til Handske, og
han fór baade vidt og bredt og spurgte efter det Land
den stolte Damen som reiste fra Handsken sin, havde
sagt hun var fra, men der var ingen som kunde sige
ham hvor det laa.
   Om Søndagen skulde én gaa op til Prinsen med
et Haandklæde.
   "Aa, faar jeg Lov at gaa op med det," sagde Kari.
   "Hvad skal det være til," sagde de andre som var
i Kjøkkenet; "du saa jo hvorledes det gik sidst."
   Kari gav sig ikke, men blev ved at bede til hun
fik Lov, og saa løb hun op over Trapperne, saa det
ramlede i Træstakken. Prinsen fór ud, og da han fik
se at det var Kari, rev han til sig Haandklædet og
kastede det lige i øinene paa hende.
   "Pak dig nu, dit stygge Trold!" sagde han, "tror
du jeg vil have et Haandklæde som du har taget i med
de svarte Fingrene dine?"
   Siden reiste Prinsen til Kirke, og Kari bad ogsaa
om at faa gaa did. De spurgte hvad hun vilde til Kirken
efter, hun som ikke havde noget andet at have paa
sig end den Træstakken, og som var saa svart og fæl.
Men Kari sagde, hun syntes at Præsten var slig en gild
Mand til at præke; hun havde saa godt af det han
sagde, og saa fik hun Lov tilsidst. Hun gik til Berget
og bankede paa, og saa kom Manden ud og gav hende
en Kjole som var meget gildere end den første; den
var udsyet med Sølv overalt, og det skinnede af den
ligesom af Sølvskogen, og en prægtig Hest med sølv-
broderet Dækken og Sølvbidsel fik hun ogsaa.
   Da Kongsdatteren kom til Kirken, stod Kirkefol-
kene udenfor paa Bakken endda; alle saa undredes de
paa hvad hun var for en, og Prinsen var strax paa
Færde og kom og vilde holde Hesten for hende mens
hun steg af. Men hun sprang af, og sagde at det havde
han ikke nødigt, for Hesten var saa vel tæmmet, at
den stod stille naar hun sagde det, og kom naar hun
kaldte paa den. Saa gik de allesammen i Kirken; men
der var næsten ingen som hørte efter hvad Præsten
sagde, fordi de saa for meget paa hende, og Prinsen
blev endda meget mere indtaget i hende end forrige
Gang. Da Prækenen var forbi, og hun gik ud af Kir-
ken og skulde sætte sig paa Hesten, kom Prinsen igjen
og spurgte hende hvor hun var fra.
   "Jeg er fra Haandklæland," sagde Kongsdatteren,
og i det samme slap hun ned Ridepisken sin; da Prin-
sen bukkede sig for at tage den op, sagde hun:
   "Lyst fore og mørkt bag,
   saa Prinsen ikke ser hvor jeg rider hen idag!"
   Borte var hun igjen, og Prinsen kunde ikke vide
hvor hun var blit af; han fór baade vidt og bredt
og spurgte efter det Landet som hun havde sagt
hun var fra; men der var ingen som kunde sige
ham hvor det laa, og Prinsen maatte da give sig til
Taals igjen.
   Om Søndagen skulde én gaa op til Prinsen med
en Kam; Kari bad om Lov til at gaa med den, men
de andre mindede hende om hvorledes det var gaaet
sidst, og skjændte paa hende, fordi hun vilde vise sig
for Prinsen, saa svart og saa fæl som hun var i Træ-
stakken sin; men hun holdt ikke op at bede, før de
lod hende gaa op til Prinsen med Kammen. Da hun
kom ramlende op over Trapperne igjen, fór Prinsen ud,
tog Kammen og kastede den efter hende, og bad hun
bare skulde pakke sig.
   Siden reiste Prinsen til Kirken, og Kari bad ogsaa
om Lov; de spurgte igjen hvad hun skulde der, hun
som var saa fæl og svart, og som ikke havde Klæder
hun kunde vise sig i blandt Folk; Prinsen eller nogen
anden kunde gjerne faa se hende, sagde de, saa blev
baade hun og de ulykkelige; men Kari sagde at de
havde nok andet at se efter, og hun holdt ikke op at
bede, før hun fik Lov at gaa.
   Nu gik det lige ens som begge de forrige Gangene;
hun gik bort til Berget og bankede paa med Kjæppen,
og saa kom Manden ud og gav hende en Kjole som var
endda meget gildere end de forrige; den var næsten
af bare Guld og Diamanter, og en gjæv Hest med
guldbroderet Dækken og Guldbidsel fik hun ogsaa.
   Da Kongsdatteren kom til Kirken, stod Præsten
og Almuen paa Bakken endda, og ventede paa hende.
Prinsen kom løbende og vilde holde Hesten, men hun
sprang af og sagde: "Nei Tak, det trænges ikke, min
Hest er saa vel tæmmet, at den staar stille naar jeg
siger det." Saa skyndte de sig i Kirken allesammen
og Præsten paa Prækestolen; men ingen hørte efter
hvad han sagde, fordi de saa for meget paa hende og
undredes paa hvor hun var fra, og Prinsen var endda
meget mere forelsket end begge de forrige Gangene;
han sansede ikke nogen Ting, men saa bare paa hende.
   Da Prækenen var endt, og Kongsdatteren skulde
gaa af Kirken, havde Prinsen slaaet ud et Kvartel med
Raatjære i Kirkesvalen, for at komme til at hjælpe
hende over; men hun brydde sig ikke om det, satte
Foden midt ud i Tjæren og sprang over; saa blev den
ene Guldskoen siddende igjen, og da hun havde sat sig
paa Hesten, kom Prinsen farende ud af Kirken og spurgte
hvor hun var fra.
   "Fra Kammeland," sagde Kari. Men da Prinsen
vilde række hende Guldskoen, sagde hun:
   "Lyst fore og mørkt bag,
   saa Prinsen ikke ser hvor jeg rider hen i dag!"
   Prinsen kunde da heller ikke nu vide hvor det
var blit af hende, og saa fór han i langsommelig Tid
omkring i Verden og spurgte efter Kammeland; men da
ingen kunde sige ham hvor det var, lod han kundgjøre,
at den som kunde passe Guldskoen, vilde han gifte sig
med. Der kom da sammen baade vakre og stygge fra
mange Kanter; men der var ingen som havde saa liden
Fod at hun kunde faa paa Guldskoen. Langt om længe
kom den slemme Stedmoderen til Kari Træstak med sin
Datter ogsaa, og hende passede Skoen til; men styg
var hun, og saa lei saa hun ud, at Prinsen meget nødig
gjorde det han havde lovet. Ligevel blev der laget til
Bryllups, og hun blev pyntet til Brud, men da de red
til Kirken, saa sad der en liden Fugl i et Træ og sang:


"Et Stykke af Hæl
og et Stykke af Taa;
Kari Træstakkens Sko
er fuld af Blod!"

   Og da de saa efter, havde Fuglen sagt sandt, for
Blodet silrede ud af Skoen. Saa maatte alle Tjeneste-
jenterne og alle de Kvindfolk som var paa Slottet, frem
og prøve Skoen paa sig, men der var ingen som den
vilde passe.
   "Men hvor er Kari Træstak da?" spurgte Prinsen,
da alle de andre havde passet Skoen, for han skjønte
Fuglesang, og kom vel i Hu hvad Fuglen havde sagt.
   "Aa, hun da!" sagde de andre; "det kan aldrig
nytte h u n kommer frem, for hun har Fødder som en
Hest."
   "Kan være," sagde Prinsen, men siden alle de
andre har prøvet den, saa kan Kari ogsaa være med."
   "Kari!" raabte han ud igjennem Døren, og Kari
kom op over Trapperne, og det ramlede i Træstakken,
som om det var et helt Regiment Dragoner som kom
farende.
   "Nu skal du passe Guldskoen og blive Prinsesse
du og," sagde de andre Jenter, og lo og gjorde Nar
af hende.
   Kari tog op Skoen, satte Foden i den saa let hun
vilde, kastede Træstakken af sig, og saa stod hun der
med Guldkjolen paa, saa det skinnede af hende, og
paa den andre Foden havde hun Magen til Guldskoen.
Prinsen kjendte hende strax, og blev saa glad at han
løb bort og tog hende om Livet og kyssede hende; og
da han fik høre at hun var en Kongsdatter, blev han
endda gladere, og saa blev der Bryllup. Snip, Snap,
Snude, saa er Eventyret ude.



Personlige verktøy
andre sjangre
sanger
Språk

Skriv ut
Utskriftsvennlig utgave

IPv6

Dikt og kultur:

forsiden | tilfeldig dikt | dikt på svensk | dikt på engelsk | bloggede dikt