Archiv-vise

      Archivaren,
       -- Gud bevar'en!
kvæles fast af Støv.
I sit Kjælderlukke
maa med Savn han sukke
      mod Pokalen
      tømt i Svalen
af det friske Løv.

      Udenfore
      høje store
Træers friske Suus
trænger til hans Øre.
Ha! han maa dem høre;
      han er bunden
      dybt i Grunden
under Agershuus.

      Nattens Fugle,
      Ravn og Ugle
føre bedre Liv.
Frit de kan derude
rundt om Taarnet tude;
      men hans Tunge
      kan ei sjunge:
den er tør og stiv.

      Hvilken Slyngel-
      Æsel-Yngel
kan misunde ham,
om han i Madera,
Guldviin fra Frontera
      Struben lædsker,
      eller vædsker
Støvet med en Dram?

      Sine Skroller
      vel han holder
i en høj Respekt.
Men hans Sjel og Tunge
hylder Nord, det unge,
      om han kvæder
      Oldets Hæder,
af sit Støv bedækt.

      Deraf roder
      han Klenoder
for sit Norge frem.
Æressagn han henter
frem af Pergamenter.
      Intet heller
      han fortæller,
end Alverden dem.

      Archivaren
-- Gud bevar'en! --
elsker da sit Støv.
Han i det jo finder
Norges Hædersminder.
      I sin Kjælder
      boer han heller
end blandt Rankens Løv.