For Gustav Kombst og Georg Fein!

I Graven ligger Børne
      og Heine er fortabt;
men herligt Par af Ørne
      i Kombst og Fein er skabt.
Den Ene har sin Rede
      paa Norges Klipper lagt.
Fra højen Arthurssæde
      den Anden holder Vagt.

De over Tydskland vaage
      med Vingen spændt til Flugt,
med vake Øienlaage,
      med Kloen aldrig lukt.
Deri de Lynet klemme,
      Despoter skjælve ved,
naar rundt det elskte Hjemme
      de svinge op og ned.

De langsad Rhinen svæve
      med høje Ørneskrig:
"Op Tydskland! Tydskland leve!
      Selv maa du frelse dig."
Da Fyrsterne forskrækkes
      og Cæsar selv blier bleg.
Thi mange Ørne vækkes
      alt som de Ørne skreg.

De af sin Krone gave
      sin bedste Steen omsonst,
hvis de bag Spandaus Grave
      Dig havde, Gustav Kombst!
Et Smil sig vilde folde
      om deres skumle Mund,
hvis bagom Spielbergs Volde
      Dig, Fein, de havde kun.

Men Ørneparret svæve
      rundt om Germanien,
til Vingerne de hæve
      til Flugt til Himmelen!
Men naar I Hvile lyster,
      naar Vingen bliver træt,
paa Norges frie Kyster
      et Stevnemøde sæt!