Avmagt
Rend ikke panden mot dødens dør —
du vet det jo godt:
En verden af muld
er alle vore døde!
Vet, hendes legemes fri form
med stjerner og hav og sol fyldt,
er nu en tom
graa muld
skaffet med angst tilside!
Og over det hele
en raa høi
med kraftløse blomster,
gjennem hvis duft
en levende fryvil
slaar ut sine livstørste vinger.
Og du føler det klart,
naar du øiner det kryp
drikke af en sjælløs himmel,
straalende, tomt, med sine blikke:
Dette, det er livet — —
Og hun, din eneste ven,
hvis heftige øine speilet
dig, din kjærlighet ind,
dypt dernede i verden
er blindt forraadt stof —
Bare en del af den tro,
grønne og maalløse grund,
mot hvilken det lille insekt
vimrer sin livsrike dans,
og hvortil det stundom mødigt sig hviler.
— — — — —
Du skal ikke drønne mot dødens port.
Du vidste det før:
En verden af muld
er alle vore døde.
Reis dig fra grønsværet nu og staa.
Solen er omme, natten staar blaa
mot dødens bronsedører.
Graat dine taarer, sig dine ord —
ord for ord
er det kun du, som hører:
«Sov søtt
mulds søvn
i gravens nat,
hvor sol ikke stiger —
der, hvor dit omrids stund for stund
over i verdens mørke viger —
Lev den evige fred
som ikke kjender sig selv
og derfor er dypest fred.
Lev vel — o du — lev vel
i aftenens have!
Vi møtes i skovlen, som øses
paa fremtidens grave.»
Mindre digte |
|