Credo
Han stod og ventet, træt i aftensolen,
ved marmorvernet, paa den spanske bro —
Med ett saa stod hun dér i sommerkjolen
med parasol og søte lærredssko.
Og hun fortæller, hun kan bare dvæle
en liten stund, men ber ham fæste lid
til, at hun gir ham dét, som hun kan stjæle
af al sin dyrebare, unge tid.
Det blev saa koldt og stille der paa broen.
Han stirret ned i floden, haard og sky —
men da hun prøvet styrke ham i troen,
bekjendte han sit credo uten kny.
Da blev hun rød og aandet op af glæde,
og grep hans kolde hænder, hedt og fort,
men gjorde sig i samme stunden rede
til budt at ta farvel og komme bort.
Men overvældet ved at se ham saaret,
og halvt forvirret ved sin egen hast,
rev hun en deilig rose ut af haaret
og gav ham, med en sløife, som hang fast.
Saa fik hun gaa og svandt bak parkens blade,
Madonna med det blaa Dianabaand.
Og ved den kolde marmorbalustrade
stod han igjen med rosen i sin haand.
O, hørte den hans hjertes syke hunger?
Men rosen laa i haanden uten lyd.
Den taug med alle sine røde tunger,
som ternen tier om sin frues dyd.
— — — — —
Langs blomstrende terrasser og balkoner
fløt floden, flommende med skum og sprut —
til dumpe slag af drønnende gongoner
gaar sydens lyse sommeraften ut.
Og med de sorte silhouetter, skaarne
som af et ædelt, evigt ibenholt,
staar Baptisteriets slanke ringertaarne
i aftenluften, blændende og koldt.
Men der han stod med rosen foran Dômen
i mørke paa den dunkle bueplads,
steg brusende og tonende et omen
ut fra portalen og de grønne glas.
Der inde i de høie helligdommer,
til lyden af en knugende koral,
staar tændt paa høie kjerter troens sommer
for knælende, som brytes med sin kval.
Med bleke, sammenlagte hænder prises
fra alle dunkle altere og kor
en kjærlighet, som ikke kan bevises,
men som er drømt uendelig og stor!
Mindre digte |
|