Brylluppet paa styrheim
Mel.: Stusle Søndagsqvellen.
Gamle Halvard holdt et Bryllup, som var grisk:
som det vel hans Datter burde:
Kanden bruste, som om den var fuld af Fisk;
Folk den neppe røre turde.
Øllet skummed langs med Bordet Nat og Dag,
saa du kunde drive Møllebrug og Sag.
Men den Sag, som gik,
var en fuld Musik.
Og det Værk man flittig smurte.
Brud og Brudgom tælte ængstlig Klokkens Slag:
syntes, at den gik for sagte.
Men de Gjæster syntes, at den Bryllupsdag
Viseren i Fiirsprang jagte.
Men om Tiden løb, saa halte de den ind.
Thi saamangen Skude gik for Fordervind.
Fik end En en Læk,
fik end En en Knæk,
dog de til i Fredshavn lagde.
Møller, vevre Gubben, viste, muntert Sind
kan saamangen Rynke glatte.
Gamle Jens paa Braaten Been af Porceliin
noksaa net i Dandsen satte.
Henrik sad der snart, som om han angled Fisk,
snart som om der fated' Ild i Halmevisk!
Mangen Blomme skjød
baade hvid og rød
blandt de Mænd med Frihedshatte.
Halvard sad bag Flasken troligen paa Luur,
at ei nogen Gjæst blev sturen.
Vist som en Paryk sad Haaret hans paa Snur,
sad det fast ei af Naturen.
Hele Skallen dreied han da lidt paa Snur.
Alle Skaller kasted nok lidt Ballast tur.
Snurrirurrirur,
Purrisurrisur --
Det var Fa'n til Bryllupsturen.
Midt i Surren, medens Skaalen gaaer omkring,
springer ind og hen til Bruden
en graatrøjet, rødpikluet liden Ting,
som sletikke var indbuden.
Midt paa Brudens Hjerte fæster han en Blom:
vender sig saa børg til unge Brudgom om:
rækker ham et Horn,
fuldt af alskens Korn,
farer bort saa gjennem Ruden.
Alle glante, Bruden blegned' og blev rød,
Mange kløede sig bag Øre.
Lel de dog ei gjetted, hvad den Spas betød.
Alle tale, Ingen høre.
Thi Enhver paa Spekuleren keeg i Glas,
troede sig klogest selv i det Kalas.
Blomsten simpel var.
Himmel-Let den bar;
"Sligtet Horn kan Hvermand gjøre."
Reiser gamle Halvard sig fra Bryllupsbænk:
slaaer i Bordet før han mæler:
"Gaven lærer os, foragt ei ringe Skjænk,
Herren selv kun Villjen tæller."
Da til Alles Skræk de pludseligen saae
gjennem Nøglehullet fare ind den graae.
Flux paa Halvards Skolt
sad den Vesle stolt,
som en Værtshuusmand paa Kjelder.
"Halvard! sandt Du talte -- mæler han paastand --
Dog min Gave meer betyder.
Af mit Horn saa simpelt, uden gylden Rand,
stedse Overfloden flyder.
Simple Blomst, jeg fæstede paa Brudens Bryst,
dufter selv i ringe Hytte Hjertelyst.
Flid er Hornets Navn;
Nøisomhed i Savn,
saa det Navn paa Blomsten lyder.
"Slig en herlig Brudegave, Brud saa veen,
dig en gammel Ven da sender.
Thi i Stellet rask, i Stuen net og peen,
saadan længe han dig kjender.
Vær som hos din Fa'r hos Dig da ligesaa!
Da en Ven Du har i Styrinissen graa." --
Dermed Nissen fløi.
Men en Hurrastøi
fulgte ham, som aldrig ender. --
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer