Den blonde pige.
Skønt hun vil som et luftsyn vige,
dersom jeg sådan tale tør - :
jeg elsker dig, du blonde pige,
gemt i din yndes hvide slør.
Jeg elsker dine drømme-øjne,
der går som måneskin på sne
og sænker sig, hvor skoger højne,
i noget gemt, jeg ej får se.
Jeg elsker denne ædle pande,
fordi den står så stjærne-klar
og spejler sig i tankens vande
og ved dog ikke, hvad den har.
Jeg elsker dette hår, som flokker
sig bagom nættets travle bånd; -
lig mytens amoriner lokker
det på mit øje og min hånd.
Jeg elsker denne form, der gynger
i takten af sin brude-sang,
som kraft og livs-lyst daglig synger
ud af sin unge, dunkle trang.
Jeg elsker denne fod, som bærer
en sådan sejrens herlighed
igennem ungdoms-modets sfærer
imod den første kærlighed.
Jeg elsker denne hånd og læbe,
de to i elskovs-gudens pagt,
ved hvem han rækker prisens æble,
men hvem han også har på vagt.
Jeg elsker dig, jeg må det sige, -
endskønt du ej et bogstav tror,
men flygter, svarer, ingen pige
tør dvæle ved en digters ord.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer