Den mismodige

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Min Sjels Harpe med et hvæsset Smerteshviin
            tvertover har jeg skaaren
             -- det uselige Lin.
Hvis endnu i min Hules Indgang tør sig tee
            paa klangfuld Vinge baaren
            en himmelfødt Idee:
      Forbandelse den møde hvor Jubel hilste før!
      i Tausheds Grav den træde, ei gjennem Harpens Dør!
            Hui -- ha! med søndersledne Strenge
            min egen Brud jeg hænge,
      mit Hjertes Tanke-Engle jeg strangulere tør.

Jeg Sang ei vil øde paa gamle døve Nor.
            Forhaanelser kun svare
             -- det er min Hymnes Chor.
Ja var min Harpe end en Regnbu fuld af Sang,
            naar Nor vil heller kare
            i Kobberstyv'res Klang:
      Mig Himlen da bevare at ryste Gubbens Fred.
      I Hjertets Leerhul heller jeg graver Harpen ned.
            Nei -- ha! Før gaaer jeg Selv i Graven;
            ja bryder Plecterstaven,
      og vandrer under Mosen, men tager Harpen med.

Jeg tier da -- javel! Ak, Ludvig, ikke vel!
                 Thi just idag en Tanke
            er kommen til min Sjel.
Den har i Haand en Jord med brændende Throner besat;
            og dog, trods disse Rosers Duften,
            (en Hær af Majestæter, som dampe hen i Luften)
            skjøndt denne høje Tanke,
            med Guddomsild i Øje og Engleving paa Hat,
      paa dødeligt Hjerte banker, ja banker -- tys! den banker:
      jeg raaber ei "kom ind!" men sidder taus som Nat.

Saa Taushed svor jeg Vormens Bølge
                  og Skreyas Sky:
            de Eneste, som ville høre,
            de Eneste, som kunne svare,
            de Eneste, som mægte følge
            Dem som paa Harpens gyldne Gry
            fra Himmelen til Jorden flye.

Jeg til en Liimpind Plectren gjorde;
                  min Lyras Streng
            jeg snoede til en Dompapsnare;
            jeg hang min Harpe som en Done
            i vildest Skog i hele Norden,
            at fange Trost som liden Dreng
            til prægtigt Skjaldfarvels-Festin.

Der hænger den -- Nu syng med Vinden!
                  Og lefl og bol,
            min gyldenlokk'de Elskerinde!
            mit straaleaarede Livsenshjerte!
             -- for Verden Min og Mit forinden
            jeg gav dig fri til Sky og Sol --
            med alle Verdens Vinde bol!

Men hvis de Tosker mig fordømme,
                  der stirre paa,
            at samme Stund jeg dig forstødte,
            min Elskte, tog jeg dig til Hjertet, --
            da veed jeg Ludvig ei vil glemme,
            at, brænder Skjaldehjerte, maa
            vel Røgen udaf Munden gaae.

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.