Til en gran
Bekrandste, høie Ætling af
den Gran, som først de Gother gav
den djærve Kunstmodel
til Kathedral paa Kathedral,
til Notredamens Høiportal,
til Münstren, til Vestminsterhal,
til Pisas Taarn paaheld! --
Her i den skumle Dal forglemt
Du sørgende i Skyen gjemt
din stolte Isse har.
Du speider mørkt derovenhen
mod graneformte Taarn af Steen,
og kjender sukkende igjen
et Billed af din Far.
Dig venter feige Øx ved Rod.
Som Herkules i Drageblod
du døer i seige Ild.
Dog døe du stolt, min Gran! thi vid:
Europas Kraft ei rækker did
at forme sligen Pyramid,
som være kan dit Bild.
Klag ei; thi mangtet Hjerte, der
Model for Himmeldomer er,
ukjendt, i Pjalter slaaer.
Tungsindig sidder paa sit Fjell,
en ledig Helt, en ubrugt Tell;
en Byron tidt, en Platos Sjel
i Folkets Sværm forgaaer.
Den Tell, i Brist af en Tyran,
kun Spurv og Krage skyder han.
Og Han, hvis Hjerne Slør
for cherubinske Genius var,
mens en Trompeter Krandsen bar,
en Siljuqvist til Pibe skar
for gode Folkes Dør.
-- Min Gran! Du ødsler hen som Dem
din Høihed i dit skjulte Hjem
i usel Veddekamp
med lave Kirkespiir i Dal.
-- Det Himlens Skuur! Du heller skal
forgaae, Naturens Kathedral,
i herostratisk Damp.
Meer herligt Tempel staaer du der.
Blyhvide Dome Skyen er.
I Pavens Lateran
ei straaler Kjerterad saa reen
og fuld som din bedugg'de Green.
Hvor lød en Messe from som den
en Fugl sang i min Gran?
Hvo mon i Tempelhvælvet fandt
Tropæer, Sejerherre vandt
i mere ærlig Strid,
end disse Fenniker forvist
der perleglimre paa din Qvist,
dem Kinglen i langvarig Tvist
tilkjæmped sig af Flid?
En vellugtopfyldt Dunkelhed,
et Chor du har, et helligt Sted;
men intet Billed der.
Uskyldige Natur, som har
dig reist, til Gud umiddelbar
tør tale, mens et Sonaltar
den Faldnes Midler er.
Af Stormen gjennemorgles Du
med et Tedeums søde Gru --
Tedeum!? -- Ak min Sjel,
syng Psalmen med som synges der:
"Naturens Tempel Himlens er;
selv vesle Moseblomme skjær
et Himmelens Capel".
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer