I vinduet
Hvilken lystig Fætters klapprende brede Lunge
vil være Fluesmekke,
med Latterklappren knække
den fule Sorgmyg, som sin Tunge
borer i mit Hjerte?
Haha! Haha!)
Ud af Løgnens Stormbasuner sig hvirvled Myggen.
Paa hver dens Ving stod skrevet:
"Han Sviregast er bleven."
Et Stellas Brev var stribe'de Ryggen.
Satans Hest var Myggen.
Burgunder! Burgunder!)
Drak jeg mere Viin end Noah, det gamle Anker,
du Myg, som stikker, stikker,
dog meer af Hjertet drikker.
En giftig Byld af mørke Tanker
i dets Sted du levner.
Champagner! Champagner!)
Ak! -- Et Bæger var for Friheden, den herligste Norges Sol.
Et Bæger for hvert Jomfruhjerte under Verkenskjol.
Det tredie Bæger -- jeg drak det i tausest Eenrum med
den Aand, som, naar de Andre fra Bænken tumle ned,
ifra mit gyldne Horns Rand skinnende løfter sig --
o, dette Bæger, Stella, det var . . det var for dig.
Hvilken bundløs Skaal -- frem Storhavets Bølgestimmel! --
kan drukne Jetten Jammer,
der banker med sin Hammer
hver smiilklar Stjerne af min Himmel,
Nagler i mit Hjerte?
Hei! en Bolle! en ny Bolle!)
Liv han fik (skjøndt Engle deri bør være fødte)
i Blikket, jeg med Latter
gav Anna Evasdatter.
Nei, nei! et fremmed Skeelblik glødte
Liv i det Uhyre.
Alle smukke Pigers Skaal! Hurrah!
Mon -- som giftig Kingel entrer fra Dyb til Tinde
paa dugbeperlte Traade,
liig Stjernestraaler vaade --
i Glædesblikket Ondskab finder
Vei til Uskylds Ære?
Eller mon hvert frydfuldt Sjeleblik paa en Qvinde
dog fra en Djævel flammer
fra inderst Hjertekammer,
som hine Regnbutraade rinde
dog fra eddret Kingel?
Da ærværdig Fama blier med sin Narreskralde,
med Kjake stor som Natten,
med Irrlysfjer paa Hatten.
Og hendes Ondskab vil jeg kalde
nidkjær Helgeniver.
Da hiin gustne Kjerrings Ansigt er Sandhedssolen;
hiin Tungebrod den skarpe
en Qvint af Engles Harpe;
og Pythia paa Viisdomsstolen
Fruen paa Tabouretten.
Da med Fryd jeg kysser Famas' Mesterstykke:
det Stellas Brev, som bander:
"elsk alle Verdsens Anner!"
-- Nu tør jeg kun med Taarer trykke
taust det til mit Hjerte.
Ak! -- Maanen seer mod Jorden evig trofast ned.
Men, kommer en Taage mellem med blottet snehvid Barm,
mon, Stella, Maanen er troløs, mon den paa Lys blier arm,
om stakkels lille Taage faaer en Straale med?
Hvi ikke elske det Skjønne hvorhelst det viser sig?
Hvad, Stella, er vel det Skjønne uden et Bild af dig?
Hvad gjøre (liig drivende Skyer, der blotte, i det de gaae,
derovenfore den evige Himmels faste Blaae)
selv tusind Forelskelser (slukte før Lysene brænde ned)
vel Andet end at forherlige vor Elskovs Evighed?
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer