Den bergenske festrimer
Bær mig, Vind, til Skreyas Kamp, hvor Luften er saa tynd,
at sommerlang Latter ei sprænger min Lunge!
Hvad er det? Kun det kaade Dvergemaal,
ei Mjøsen, visende Tænder,
ei Granen leer med mig som før?
ei Skyernes Geister klappe i Hænder?
Dødsens! Skreya taler selv, ja selv -- det store Fjeld!
Jeg, bleg som en Taare, der nedzittrer paa
den milestore Graasteenjettes Bart,
bag Kampens Vivand nedsynker.
Thi, hør! en Ur neddurer -- hør!
og aabner -- ha Skreya gaber! -- en Revne.
Stormen -- hør et Dvergechor! -- synger gjennem Revnens Mund:
"Du skraslende Unggut, hvis loe du af Hjertet,
du Sjø og Berg da saae at lee med dig!
Dit Skrasl er Spot; men Naturen
med Sorgen græder, Fryd til Fryd
(den Alvorets rene Blaablom) den smiler.
"Kold, urørlig, graa og stum for alt det falske Skin
sit Aasyn, det Guddommens Speil, den ei blotter . .
Mon Dvergeøjet jeg min Høihed teer?
Mon Granen nedsuser over
en troløs Elsker Mod og Ro?
Mon Liljen sit Sølvhorn teer for en Gjerrig?
"Latter af Naturen kræv ei da, naar du beleer
den Løgner, der vover, med Tungen, han fugted'
i snyltet Østers, Øl og smuglet Viin
og Smiger, smuglet fra Helved,
beslikke Heltens Laurbærkrands,
henslænge paa Thronen Gjæstebuds-Affald!
"Lyderhorn, min Broder, laae beruust vist af sin Skodd,
da ei han nedrulled en Steen paa det Hoved,
som til en Dødelig sang: "din Fødselsdag
er Folkets herligste Høitid!"
-- Ha, seil ei, usle Gjæstebords-skjald,
to Favne fra Land; thi Bølgen dig sluger!
"Drot, lev længe Du, hvis Klinge var et Velkomstblus,
da Friheden søgte til Jord gjennem Mulmet!
Men Støvets Baarne! Kronekaarne! viid:
den Dag, da Friheden aabned
sit Straaleøje er større endda!
Thi Frihed i Herrens Himle er baaren."
-- Bær mig, Taage, nedigjen til Mjøsens mørke Strand!
Der Sandheden vil jeg begræde og Muserne,
der aarlig, retsom Jule-Slagteqvæg,
paa Kongers Fødselsdag offres.
Nei! fra Parnas de hente kun
til Festen en Skok af filles de joie.
Men fra Himlen selv udødelige Musers Chor
nedsvæver kun over de frie Nationer,
udkaarer et elsket Hoved til Hvilepunct.
Men naar de Konger besynge,
priisvinder lille muusgraa Spurv,
hvis kun over glade Tage den qviddrer.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer