Til en reisende ven

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

(Ved Mjøsbredden.)


Var du som jeg vil, min Arm!
bort en Bør min Ven ei rev:
den en Lysets Straale blev,
som en Bue om min Barm
over Jord med Ham beskrev.

Ven! du reiste -- dog ei bort,
var min Haand kun hvad jeg vil:
en Eliaskarm af Ild
bar dig rundt mit Hjerte fort
Jord ifra og Himmel til.

Da hvorlangt hvorlangt Du drog,
var du fæstet til din Ven.
Da, om foer du himmelhen,
om Eliæ Vei du jog,
halte jeg dig hid igjen.

Naar paa Skreya høit og blaat,
Ven, du sidder -- tænk da, at
paa min Skulder du er sat.
Thi det er mit Tankeslot,
og min Drøm boer i dets Nat.

Tænk, at hisset du paa Sjø'n
(did og følger dig min Aand)
vugges i min Dæmons Haand!
Fattet ind i Blaat en grøn
Smaragd paa den er Helgeø'n.

Tænk paa Skreya, at enhver
Hvidsky, som derunder drev,
er mit sendte Afskedsbrev!
Tænk, at Mjøsens Bølger er
Afskedslinjerne jeg skrev.

av Henrik Wergeland.




Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.