Den syttende mai
Mai syttende af Tidens Bølger randt;
skjøn over Nord -- den Himmelen lod smile,
da Kjæmpen vaagnede af Seclers tunge Hvile,
fra aabnet Øie mørke Taage svandt.
Skjøndt ei for at skue
Skjoldenes Glands,
ei Sværdenes Lue,
Einheriars Dands,
men Frihedens Krands
om Tempelets Bue,
og Hakonarætens den herlige Krone,
som straalende steg af Fortidens Grav --
da Jernseclers smuldrede Liiglagen faldt --
liig Solen, der stevner fra rolige Hav,
for favne en Kongehelts Isse, som kaldt
af Folket, besteg vor fædrene Throne.
O ædle Konning! stedse Normand var
et kraftfuldt Træe, hvis Frugt var Dyder høie:
et trofast Hjerte altid Barmen bar
og Ærligheden lysed' i hans Øie:
Hans Ahner blinke høit paa Sagas Skjold:
-- O! naar jeg Oldgudindens Teppe hæver
og skuer Heltefærd paa Gimlevold
og Kongeskygger -- da mit Hjerte bæver
af Fryd. Med Ret han sig ophøiet troer
-- hans Hæder end paa Bautastene groer!
Men -- hæver Fortid Tanken i hans Sind
og føler han de gamle Skjaldres Toner
liig Bølgers Brusen, Storm om Klippetind
og Skyers Kamp trindt hiin Horneel hist throner:
end høiere sit Hoved hæve han
ved Norge nu ved Norges Carl Johan!
Din lyse Oltid sank i Seclers Nat.
Ei sandt, Dig lysted' sove gamle Kjæmpe?
en Vaabenhvile? -- Helten nedsank brat;
men Sjælens Ild kan Søvnen lang ei dæmpe.
Et Ydunsæble rakte Tiden hen;
Du bed i det og reiste Dig igjen.
Hadet smelter for Frihedens Ild:
et Had, som Dankonger bygged'.
Dog aldrig Norgubbens Øienbryn skygged'
en Gnist, som ei vise han vil.
Grundet paa Ælde,
kan kun Ærlighed fælde
det Had, som da vilde svinge,
evigt fra Kjølen sin Vinge.
En Staalmuur det være,
Som Norges Frihed beskytte!
Beundrende Folkene lytte
skal efter hvad Saga mon lære
med Sorg eller Smilen i kommende Tider
om Norge og Frihedens Død eller Liv.
-- O Saga! Alvorlige! skriv,
mens Taarer ad Kinden nedglider:
"Som Saragossa faldt Nor!
Messeniens Skjæbne
Norge ei fristed!
Men Sønner af Nor,
af Frihedsild grebne,
fra Forglemmelsen vristed'
Dit evige Navn!"
Saa lyde din Gravsang herlige Stavn!
O vil Du for Frihed ei døe?
En Yngling for elskede Møe
jo gjerne vil døe!
Og siig hvilken Møe er saa yndig og skjøn
som Friheden, Norriges Brud?
Til den er jo viet hver Norriges Søn.
Os ene gav Gud
den Møe, hvortil Verdner fra Oltiden beiled',
for hvem jo en Cato og Winkelried segned'
og Helten Riego i Dødens Arm blegned'.
I Normænd! for bevare Bruden reen:
Lad Klogskab være hendes Jomfrubelte!
og hun skal blive huld, som da hun treen
fra Himlen ned blandt Norges gjæve Helte.
Lad Glæden tænde sin Fakkel i Alterets Lue
og svinge den høit over Norge,
under de høie Arcader,
Fjeldenes snedækte Borge!
Skue hist de dandsende Rader
under Tempelets Bue,
hvor Kongen, ophøiet mild,
hædrer og elsker Normandens Ild!
staaer blandt ærværdige Gamle,
de ædle og gladstemte Normænd,
og Smaabørn ved Mødrenes Barm,
som efter Konningen famle
med spæde, udstrakte Arm.
Konge! trin hen
til Frihedens Altar i Granernes Skov!
Hvor Maien ryster de duftende Lokker,
hvor Dig Normænd omslynge
-- en Borg, som ei Ulykke rokker --
Hør! hvor de synge
din og Selvstændigheds Lov.
Hvilken Niding tør Kredsen sig nærme?
-- den Kreds, ærværdig ved Oldingers Sølvhaar
og sød ved de Norges yndige Qvinder
og Ynglingers Blik og de blussende Kinder:
denne Kreds om Altret, som staaer
i Lunden, som Normænd beskjærme?
Ha! hvem tør male misundeligt Had?
og skelende Mistro
imellem Konge og Folk?
Gid Normannakonge du sad
her mellem de smilende Mødre,
i Mændenes kraftfulde Boe!
-- her er Ærlighed Tolk
og alle er Brødre!
I Normænd! føle denne Glædens Dag,
skjøn som den Elsktes Smiil
og yndig som Minstrellens Harpeslag
i Birkelund om Heltefædres Høie.
For Norge lys -- som Solens aabne Øie
for Kloder, høit paa Himmelteltets Blaae
for evig funkler -- saa den evig staae!
Gid Ingen kunde sige saa:
"Dog ha! hvi jubler da ei Norge ud
sin Fryd, en Høisang hæver op til Gud,
som over Norges Fjelde evig throner?
-- hvi bæve ikke de af Jubeltoner?"
Men jubler Fryd paa denne skjønne Dag!
Held Fædreland! dets raske Sønner Held!
Af Foraarsluftens rene, klare Væld
din Skaal, mit Land i hvert et Aandedrag!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer