Eivindvig

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

 Ned med Seilet! ind fra Havet!
     Ind hvor, under Sæd begravet,
     drømmer stille Eivindvig!
 Ind at see, om Rug og Havre
 tør paa Fjeldets Branter klavre,
     uden at forkjøle sig!

 Der bag Roser Maagen bygger.
 Rugen i Morellens Skygger
     triner kjæk og kront paa Myr.
 Som et Solskin Bygget blinker,
 men derover Heien synker
     lummer Vellugtnat fra Fyrr.

 Gaaer den Hosbond graa i Døden,
 bag ham Kløver-morgenrøden,
     som han skabte, skinner klar.
 Gaaer din Sjel til sidste Stjernen
 Sommervinden i Lucernen,
     Dahl, skal synge Hvad du var.

 Skjule maatte sig jo Stranden,
 blank og bar som Munkepanden,
     for den stærke Jesupræst.
 Gyldne Haver ham af Haanden,
 Lysets Straaler ham af Aanden
     gaae fra Eid til Sognefest.

 For at øve Mandestyrke,
 lære Adamsbarn at dyrke
     Eden frem af golde Jord,
 Herren Eivindvigen skabte
 til et Skjær, hvor Bølgen skrabte
     af hvert dristigt Foraars Spor.

 Sjeleild mod Elementer!
 Ædle Promethider henter
     ifra eder Selv den Kraft,
 som befaler Hav at loggre,
 tømmer Tordenskyens Koggre,
     kløver Fjeldene som Taft.

 Byd, du Sjel! -- Naturen taber.
 Eivindvigens anden Skaber
     triner under sin Tropæ:
 Abildgaardens hvide Fane,
 mens i Plovens Seiersbane
     Axet bøier tusind Knæ.

 Medens svarte Myr forgyldes,
 Templet -- hør! -- af Toner fyldes.
     Det er Englevingers Klang,
 dem han ud af Kofter spiler:
 Brød af Steen og Aand af Striler
     Dahl i Eivindvigen tvang.

Skrevet i 1832.


av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.