Håkon Sverresøns og Ingas gensyn.
(Af Kong Sverre).
(Efter længre adskillelse mødes de uventet i en skog, hvor Håkon er på jagt Inga ser ham først).
Inga
- - - Se - der over åsen,
der kommer han! - Var det, som luften så det,
thi alt blev større, men kun jeg så liden,
at bag et blad, jeg tror, jeg kunde skjules!
Kun alt står stille, til han kommer frem,
kun glæden sparer mig og ikke dræber;
thi nu han ser mig, og han springer, springer!
Kun ingen anden følger hurtig efter,
og han den samme, Gud, blot ej forandring,
men lige god og glad, o Gud og himmel,
der er han!
Håkon
Godmorgen, mit digt i den syngende skov!
nu hjorten og hinden og buen har lov!
(kaster den og springer ned, kysser hende).
Så tørstig min pil gennem dugløvet flød;
du er dog det herligste stykke, den skød.
Inga
Jeg så dig på bakken, i morgnen du stod
med skyggende hånd og så hid henimod.
Håkon
Jeg jaged en hjort mellem flygtende trær,
da steg du af jorden og stansed mig her.
Mig mødte to øjne, to blinkende hænder,
jeg skygged, jeg spejded; thi sollyset blænder.
Jeg mente, det var kun min tanke, som skabte
dit billed af morgenens tåge, du tabte,
men tvilene tonede hen i det blå;
thi skønnere blev du, jo længre jeg så.
Da leve fik hjorten, tiuren fik snakke,
jeg løb ned igennem den lyngvåde bakke,
jeg hopped på stenen: her stod du i glans
af skinnende glæde og solstråledans.
Inga
Jeg var jo så vis på at se dig igen!
Håkon
Jeg også, jeg også, blåøjede ven!
Inga
Alt det, jeg har tænkt og har drømt siden sidst -
Håkon
og jeg har besluttet - det skulde du vidst!
Inga
Fortæl mig, men skynd dig, imens vi er ene!
Håkon
De ser ikke gennem så løvtætte grene.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer