Håkon Sverresøns og Ingas møde.
(Af Kong Sverre).
Inga har, forklædt som gut, søgt ind i kongsgården for at se kong Sverre; Håkon Sverresøn opdager hende, fatter mistanke og forfølger hende. Hun søger hjælp inde i forhallen hos nogle af kongens mænd, som sætter hende op i en nische, der netop var gjort i stand for hellig Olafs billedstøtte, og går derpå. Håkon kommer sættende.
Håkon
Å, hun var dejlig! - Men hvor kan hun være?
(løber lige op mod Inga, som tror, hun er set, og giver et skrig; Håkon tumler tilbage).
Nej, står du der? hvor højt du alt er kommen!
Inga
Jeg er så skamfuld, og jeg er så ræd dig!
Håkon
Ho! Frygten røber dig, som flugten før!
Inga
Hvad vil du mig?
Håkon
Kun se på dig deroppe.
Inga
Gå lidt tilside, skal jeg komme ned.
Håkon
En spurv i hånden - , ja, du kenner resten.
Inga
Ja, jeg skal blive dig de ti på taget!
Håkon
Vær nu oprigtig og hav tillid til mig,
jeg er så trofast, jeg skal intet røbe:
er du vel gut?
Inga
Er du en jente kanske?
Håkon
Ja, er du gut, så vil jeg være jente.
Inga
Hør der bag døren, hvor de kalder på dig!
Håkon
Lad dem kun komme, jeg er ikke bange.
Inga
Hvis det var kongen! hvis han så mig her!
Håkon
Han vilde sige: "hvorfor står du der?"
Inga
Ja stigen, stigen, hvor er stigen? skynd dig!
Håkon
Ja stigen, stigen!
Inga
Nej se der!
Håkon
Der stod den! (bringer den).
nu står den sikkert, - kom så hid med foden!
Inga
Gå du først bort!
Håkon
Tilstå, du er en jente!
Inga (træder frem).
Men hvorfor det? (tilbage). Nej, jeg vil heller vente!
Håkon
Nu godt! ja, kongen kan dig løfte ned,
han kommer snart.
Inga
Hvad siger du?
Håkon
Det sted
er ej det vanlige til audienser;
men slige småting ej en konge ænser.
Inga
Jo, jo jeg er - ja, jeg er det, du siger! -
men ej forråd mig for de andre piger!
Jeg vilde endelig kong Sverre se,
og som en pige kunde det ej ske.
Her færdes krigsfolk både ud' og inne,
man kan ej vide, hvad de får isinne.
Men du, det tænker jeg, du mig forstår,
lad mig få se ham, og så glad jeg går!
jeg var barn, har jeg hørt Sverre nævne
med had og afsky for hans stolte stævne,
men har dog fulgt ham som en trodsig fugl
til val og uvejr, over sjø så hul,
og bønfaldt for ham, når det rigtigt kneb,
og atter jublet, når de andre peb.
O, var jeg mand, jeg rusted mig og rømte,
for at få leve, hvad jeg om ham drømte;
men jeg er kvinne, jeg må liste hen
at se, hvad stråler over nordens mænd;
thi jeg har hjærte for hans store sag, -
der har du grunden til mit mod idag.
Håkon
Kom ned, kom ned! din varme, høje tale
som Saga lyser over kongens sale.
(hjælper hende).
Du skal få se ham! det var mindste løn
for sådan troskab. - O, hvor er du skøn! -
Du skal få se ham! han er god, som stor.
- Vær ikke ræd for mig, - jeg har dit ord.
Inga
Jeg er ej ræd for dig, det gik straks over,
da jeg fik se dig.
Håkon (tagende).
Ved din hånd jeg lover,
at jeg skal være dig en trofast ven!
Inga
Din røst så tillidsfuld mig drager hen
som før dit åsyn. - Sig mig med det samme:
mon ikke du er af en høvdingstamme?
Håkon
For tanken takker jeg med svar i løn:
jeg heder Håkon og er kongens søn. -
Inga
Jomfru Maria!
Håkon
Nej, bliv ikke bange;
thi du er mer end jeg, o mange gange.
Du er den dejligste, som jeg har set,
jeg rent forvildes ved, hvad her er sked.
Jeg stod dig efter som en ussel hund,
men stanser skamfuld ifra denne stund.
Dit ord kan løfte og dit øje binde,
nu er det første gang, jeg ser en kvinne!
Giv mig dog lidt af denne magt, du har,
at vise panden som en dag så klar.
Giv mig lidt stilhed til hin mørke flok
af hede tanker, jeg ej styrer nok.
O, lad det stråle af dit barnehjem,
så jeg af mødet stiger bedre frem!
Inga
Jomfru Maria! hvilke ord han ejer!
Håkon
De dog så lidet mod sit billed vejer.
Jeg husker ikke, hvad jeg forhen talte,
jeg er kun tavlen, hvorpå selv du malte;
jeg husker ikke, hvad jeg mere er,
jeg husker ikke, hvad jeg nu vil her;
men jeg må tale, jeg må bare sige:
du er det dejligste på jorderige!
Du kom som godvejr til en sæd om høsten,
du slog mit øje som en glans i østen.
I nat sank alle mine vilde planer,
de tanker suser imod høj're baner;
om end de svajer som foruden vind,
så skal snart fyldes mit udslagne sind.
Inga
At han så meget hos mig stakker fant,
det kan umulig være rigtig sant.
Håkon
Ja, ja, du tviler, og har grund dertil.
Det går lidt fortere, end selv jeg vil.
Men jeg lå færdig for de store rejser,
kun mangled kræfterne, som råen hejser.
Jeg gav mig landlov og drev tiden bort
og gik og vented noget rigtig stort.
Da se: fra nischen, til min helgen viet,
en morgen tidlig efter litaniet
du strålte ned! Da sang det i mig selv,
da slog det stråler som en løsladt elv.
Dit ord gav mål, mit liv en høj forklaring:
det var mig næsten som en åbenbaring.
Inga
Din faders gerning, hvor den står så stejl,
er mål; vist aldrig kan du styre fejl!
Håkon
Det har jeg gjort; det var, som noget tåged,
jeg gik i drømme, mens en kvinne våged.
Men dig jeg sværger, det er sidste gang
jeg bort fra vejen efter dårskab svang.
Inga
O, hvor jeg tror dig! var såsandt jeg mand,
jeg vilde følge, hvor du førte an!
Håkon
Da havde lykken jeg og målet inne.
O prøv at følge, skønt du er en kvinne!
Inga
Jeg skulde, udklæd, være gut som du!
Jeg frygter næsten, at du spøger nu.
Håkon
Nej bære kjole, løfte slør og kranse,
i kongehallen både synge, danse!
Kanske mod kvælden som de alle andre
i skogen drømmende langs vandet vandre.
Den ændring bare, at du kaldes: min,
og jeg i livet og i døden: din.
Inga
En søn af Sverre! har jeg og hørt ret?
du kan ej være - nej, du er ej slet;
o, tilgiv ordet, men det kom så fort;
jeg har ej ventet noget, o! så stort,
og jeg må tvile, nej, jeg tviler ikke,
jeg læser ærlighed af dine blikke,
men (knælende)
spar mig, spar mig, dersom du har talt
med mindre mening, og jeg tyder galt.
Håkon (løftende hende).
O, pige! elsked du så højt som jeg,
min mørke tale gav du solklar vej.
Sig mig, hvad heder du? hvem er din fader?
jeg skal gå varlig, siden hast du hader.
Inga
Jeg heder Inga, men min far er død.
I Borgarsyssel er jeg bleven fød.
Audun af Borg, min moders høje frænde,
han tog mig til sig, det han loved hende.
Jeg er på rejsen op til Trøndelag,
men venter her og er i byen i dag.
Håkon
"Inga", "Inga", o, hvor sødt det klinger!
det løfter væsenet på hvide vinger.
Det svæver om dig som om blomsten duften,
det er din genlyd rundt omkring i luften.
Jeg tror, at, hvis jeg skulde navnet gætte,
jeg ved at se dig måtte nævne dette.
Inga
Du lægger meget i et lidet ord; -
Håkon
thi selv du i det med din rigdom bor.
O lad mig drikke det af dine læber!
Inga
Nu må jeg gå.
Håkon
O nej, o nej! du stræber
forgæves fly mig med dit blik; - din tanke
jeg føler skælvende i hånden banke!
Stærkt brænner kinden, rent som altarflammen,
vi to må leve eller dø tilsammen.
Inga
Men du er Håkon, og en søn af Sverre!
Håkon
Og du er datter af en mægtig herre.
Inga
Jeg så dig ikke, førend nu på stunden -
Håkon
Men straks det jublede: nu er hun funnen!
Inga
Hvad må du tænke, når så snart jeg giver -
Håkon
At jeg den rigeste på jorden bliver.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer