Ida og Selma
Viig bort til Syndens haarde Leie, Qval!
Slip mig udaf din klamme Favn, og kryst
Mit Hjerte ei med dine hvasse Kløer!
Det er jo Nat, og Midienattens mørke
Gudinde hyller mig jo med sit Slør!
Forgjeves rækker Nat sin Valmuekalk:
Skjøndt paa mit Øie blødt dens Vinge hviler,
Omsvæver mig dog Yndighedsgestalter.
Skue hist den høie, ædle, blege Qvinde!
Skue hist den smukke, ømme Yndens Datter!
-- Men tal du dunkle Taare, Natten drak!
Tal blege Kind, hvis Rødme Elskov suged'
Og gjorde til min Kummers Monument.
Hvad Skikkelse maner du frem Phantasie?
-- See, Høihed paa Panden den throner!
Om Læben livsalige Smiils Trylleri,
Du deilige Ida!
Ha! end udaf Elskov min Stemme jo toner.
Men ak! Skjebnens haarde, tungtrammende Haand
Dig bøied' ved Kummer, og Roserne vege.
Min Kjærlighed skuer saa sorgfuld din Aand,
Du deilige Dødsbrud.
I Lidelsers Nat, og de Lilier saa blege!
Vemodig min Elskov var, haabløs jeg saae
Min Ida i Elskerens Arme.
Men stærkere monne mit Hjerte dog slaae
For yndige Selma!
Vee! Haabet kun nærer min Kjærligheds Varme.
En nyssprungen Rose min Selmalil er,
I Øiet Forglemmigei smiler,
Og himmelske Ynder den Rosenknop bær',
Beskedent den rødmer,
Og Uskyld i Bægeret hviler.
Jeg drømte, jeg favned' i Ungdommens Glands
Min Selma! jeg følte dit Hjerte
Mildtbankende -- o da svandt Jordlivets Sands!
O min Selma!
Jeg vaagned' til tærende Smerte.
. . . Vil du Emilie . . ? bøi du dit Sind!
Lad mit Haab ei i Mulmet forsvinde!
-- Ha! farver vel Elskov din yndige Kind. . . . ?
Smiler dit Øie?
Af Fryd da min Taare skal rinde!
Dog, Haab, gjæk mig ei! -- Du bevinger min Pen,
Du mig viser kun Elskovens Glæde!
Dog -- varsler du sandt: før mig hastig da hen
Til min Selma!
O, da vil ei sorgfuld jeg græde.
Nei, da skal min Munterhed Styrke gjenfaae:
Hele Verden beundre jeg tvinger
Min Selma, beundre de Øine saa blaae
Hos min Selma!
Jeg til Himlen med Selma mig svinger!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer