Jægersang af tegnér

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Fædre bare Sværd og Bue,
      Og til Manden hører endnu Sværd;
Men vi bære Ild og Lue,
      Slumrende udi det tro Gevær.
Det er qvalmt i lukte Kammer,
      Der vort Væsen blegner bort i Tvang;
Derfor ud blandt Skogens Stammer!
      Ud paa Marken mellem Liv og Sang!

Der er veent naar Vaaren digter
      Sine Qvæder i den grønne Lund;
Der er veent, naar Høsten svigter,
      Under Byrden af hver gylden Rund.
Veen er Vintren selv: en Saga,
      Mørk, men dybtænkt, blot vi den forstaae.
Han har Sporsnee til at jage,
      Men til Gravens stille Land ogsaa.

Over Dale, Bjerg og Floder
      Stræve tappert, øve Kraft og Mod;
Øvelsen er Kunstens Moder,
      Lægger Sjel i hvert bevinget Lod.
Legemet maa lyde Aanden,
      Og al Kraft er stil, som ei er svag;
Derfor darrer ei paa Haanden;
      Den som darrer hør ei til vort Lag.

Sikker Haand og sikkert Øie!
      Ingen veed, hvad Vildt vi kunne faae,
Om engang en Vinterbøie
      Stormer fra Nordostenkanten paa.
Høit er da det Spil vi spille,
      Vildt gaaer Jagten ifra Trakt til Trakt.
Bomme da -- da dobbelt ilde!
      Men og dobbelt skjøn den vilde Jagt.

av Henrik Wergeland.




Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.