Kari Alfstad
(IDYL AF SIFUL.)
Sjuh! over Alfstadvangen en liflig Fløite klang:
. . En Fløite! ved Himlen, en Fløite!
Eijo! det var Kari paa Alfstad som sang.
Lifligt Maal har vor Herskerinde -- hør du Ungersvend!
Før ei Toner i Sølverklokken i Elfensfløiten boe
end ei i Møens Tænder, der sig i Honning toe,
og gnide sig med Læbens bløde Rosenblad
som Engle Hvidvingspidser i Morgensky-Bad.
Sang boer i Karis Læbers lille Fløitehul.
Sang boer i Karis Kind, den Cymbl af Rosenguld.
Din Kauen, Kari, kalder ei ene dine Qvier:
den kalder ogsaa Svenden, som saa længe bier,
-- skjøndt den er bedste Frier, som længst af Alle tier.
Ak! denne norske Sorgklang ei din Kauen faaer
af Skogens mørke Stille;
men i enhver dens Trille
dit unge Hjerte af en unævnt Længsel slaaer.
Se, se paa Alfstadbakken en Falk sin Vinge slog!
-- Det glimred, det sortned, det hvifted.
Eijo! det var Karis flaggrende Lok.
Fagert Haar har vor Herskerinde -- se du Ungersvend!
Dit Øie, Jomfru -- skjøndt saa klart som Dag i Vaar --
er dog kun Sjelens Skygge; din Skjønheds er dit Haar.
Bag Bakken hist du iler at tvette det i Bækken?
Ah, troer du dig da ene blandt Roserne i Hækken?
at Ingen den sladdrende Bølge forstaaer?
Du veed ei, at din forelskede Sanger
blot spænder sin Harpe, det Guldnet, og fanger
hver Luftning, der med din Yndighed bolte,
da, nøgen som skyløse Skjærsommerdag,
paa Moselagen bag Hybensparlag
den skjødesløs sig ved Bækbredden solte;
og gjenskaber deraf i Luftspeil dit Bild,
og livner det hjemme hos sig med sin Ild?
-- ja følger den Bæk gjennem Sjø gjennem Hav,
hvem du dig til Priis under Orrene gav?
-- ja hører hvad Stenen,
du hvilte paa, veed, og om Alt hvad den saae,
-- ja taler med Grenen,
du ophang dit Livstykke paa?
-- Vellystige Skjald!
. . Nu, gyser du Helgen, saa mørk som en Tall? --
Vellystig, ja vellystig som røde Abildtræ,
som lavende Bjørk og som Græsset paa Knæ.
Paa Qvindebarm er Skjaldens Tryllescepter svarvet.
I Qvindekind er Skjaldens Lynstraale farvet.
Og Seerøie fik han, da Møen han saae,
foragtende Snørliv og Kjole og Klokker,
i Evamoders Kaabe, i egne lange Lokker,
i Mosrose-Brudspynt i Bækkens Seng den blaae.
-- Vellystige Skjald!
. . Haha! Blødt er fra Musens til Qvindens Barm hans Fald.
Og falder han fra Stjerne
paa Blommer -- o da gjerne
fra kolde Høider Springet han stupe voge skal,
dog bryde ei sin Plecter, var den end af Chrystal.
Det er dog kun en Tanke, som daler fra hans Hjerne,
og svæver i Idyller paa Læben frem igjen,
mens, Hykler! dine Tanker opdampe fra din Lænd.
Mens Nymfen selv du griber, sin Sjel blot Skjalden tryller
reen ind i rene Bølge, som Mø i Bad omskyller.
Og mens i dine Lysters Sodomaske end
det gnistrer vildt i Bunden,
han deler Synd og Uskyld med Taletrost i Lunden.
Men band du Dennes Kro af brusende Elskov fuld
-- da bander du dens Sang: den boer i samme Hul.
Tænk, Jomfru, da din Kydskhed velbevart i Bækken,
hvor du kun sees af Skjalden og Roserne i Hækken.
Dog er enhver af dem en Elskovsalfes Hjem.
Du kom -- da flux omkaps de flaggred Alle frem.
Men, uden at du ahnte, som Vellugt du i Lokken
har fanget hele Flokken.
Og tro mig, hver af disse Bækkens Draaber, der
dit klare Skjød omperle, en Verdenskugle er
med hver sin Guddom i -- Det disse er, som svæve
(naar Voven sig til Skum paa Hoftens Marmor brød)
som Skyer af Angst og Lyst igjennem Møens Skjød . .
det disse er, som hæve
(liig hedne Sommervinde den blomstbetyngde Qvist)
dit fulde Jomfruhjerte -- ah! Lyst og Angst! -- imod
en haardere Barm og et varmere Blod,
ak! ak! ak nei, imod -- Det veed du ikke vist.
To hvide Duer var det . . mon Freyas Sølverkarm?
Det blinkede lavt over Engen.
Se bedre! Det var Barmen. Hver Vinge var en Arm.
Deilig Barm har vor Herskerinde -- se du Ungersvend.
Har et Lams Brægen, der -- Stakkels! -- var paavei
at drukne i den rige Arvings Thimothei . .
en Bogfinks Klage, der ei kan finde ud
af en af hendes Lønners tykke Sommerskrud,
den vakkre Gjente lokket ud i saadan Fart,
at alle Øine see hvad Maanens kun saae bart?
at hun ei tog sig Tid at skjule Barmen, hvor
ud af saa ømt et Hjerte de Rosenknopper groer?
Den hede Sommerdag har lokket ud af Lin
den fagre Barm, liig en udspringende Jasmin
-- de hvide Blomsterskyer:
(Ak der bør Engle hvile førend Aaret flyer!)
Sval ei da, Vestenvind! sug Ild af hendes Mund!
Dig efter hendes Brysters milde Former rund!
Saa, liig et Rigdomshorn, med Skjønheds Vellugt fyldt,
i Hvirvler dreiet, af Kindens Glands forgyldt:
et Horn af Luftchrystal, meer klar end selve Luften,
du dreier dig om Skuldren, i Haaret øser Duften!
Tøm der Møhjertesukket, som blander sig med dig,
at nærved hendes Øre,
som surrende Bi ved Blomsten, det kan hænge sig;
at det sig til et Speil den klare Barm kan gjøre,
saa der sit Suk hun seer -- det stille som foer hen --
igjen som Billed af en fager Ungersvend.
Thi Han var Tanken jo som boede deri:
i Sukkets lille Sky, i en chaotisk Klage.
Først da hans Verden brast i Luften, blev han fri,
og til sin Skaber som en Aand han kom tilbage.
Se et Tag som Skjalde male Lykkens Tag
paa Alfstadeng rødmer fra Mulden!
Det er Karis, eget Huus. Det skinner som en Dag.
Herligt Huus har vor Herskerinde -- se du Ungersvend!
Se Aftensolen glimrer fra fulde otte Fag!
Men inde skinner Skabet med Sølvet rundt paa Knag.
Saa blommet staaer Væven i Stuen som en Vaar,
med alle Regnbufarver -- den Regnbu ned ei gaaer,
før atter der sig reiser en endnu mere skjøn.
(dog væver hun til Brydlup en smukkere iløn).
Hør tætved i Roen pikker Klokken saa fast,
somom den vilde standse Tiden i dens Hast.
Som var den Tidens Herre og ikke Tidens Træl,
den spiller Seiersvise, naar Timen er paahæld.
Den pikker saa jevnt, at, stormer Hjertet, Ven!
lyt blot et Qvart paa Klokken, saa slaaer det og som den.
Der mangler Intet i det Karis vene Huus;
men fuldt og sølvtækt er det som Juleqvellens Kruus.
En Skammel dog mangler? Der staaer jo en Blaa;
og ret under Skjænken en Grøn med Roser paa,
Nei, levende Roser sig snoe fra Skamlen op:
Smaaebørn paa Skamler ride! -- den raslende Trop,
hvis Glæde kun er Vildhed, hvis Jubel er Skrig --
og du, hvor maa du rase at Sligt kan fryde dig!
De ride under Væven -- hvor let en Traad dog brast?
dog gjennem Vævens Traade
du smiler idel Naade,
og væver Jettetoget i Borden ind med Hast.
De stormed an mod Skabet
-- bort triller Sølverkanden og dybe Støb af Guld.
Dog skratter du ad Tabet,
omfavner Udaadsskaren, som tyede ræd i Skjul,
og tæller den, og siger: jeg har min Rigdom fuld.
Tys! Cymbler over Alfstadhagen -- hør!
Ja Cymbler! ved Himmelen, Cymbler!
Eijo! det er Vækkerne paa Karis sexti Kjør.
Vakker Buskab har vor Herskerinde -- se, du Ungersvend!
Høsten kan dyrkes under dit Bild, Karis glindsende Ko:
Rigdomme bærer du ifra Eng hjem til det venlige Bo.
-- Uskyldige Rigdom, med Latter vunden!
Uskyldige Rigdom af Taksmiil omspunden,
til hjemlige Arnes Røgstøtte bunden!
Med Velbehag Gud har din Takhymne hørt:
dens Skjønharmonie i Vævstolens Slag,
naar Kari der væver sit Brudesparlag,
med spettede Buskabs Vækkechor, ført
til Qveet af kjendte ternede Skjørt.
-- Uskyldige Rigdom! Skjønharmoni, Høipoesi
indtryller sig i
selv Solvæggens Smaagrises hjemvante Grynt;
og er deres straallige Buster ei Pynt?
I Gaardhønens Kro
maa sidde en Sanger om huuslige Ro.
Forstaaes Naturen, da klart i dens Kak
man hører de venlige Huusguders Snak.
-- Uskyldige Rigdom! fra Algodhedens Bryst,
fra Naturens Hjerte du strømmer saa tyst,
at ikke de enkelte Honningdryp høres;
men Sjelen maa, af Velgjerninger from,
af Velsignelsens Flom
til Høihed, til Ro, til Tilbedelse føres.
-- Uskyldige Rigdom, som voxer af Muld,
som lever af Blomster og tækkes med Uld.
-- Uskyldige Rigdom! dog rigeste Skat er rentesat
paa Faarenes snygge
sølvhvide Rygge.
Thi der voxer Teppnet, som, oversaaet
med rødere Blommer end Norden har faaet,
bedækker den rige Jomfrus ensomme Nat.
Tys! Glassers Klang jeg hører fra Alfstad saa klar.
Et Brydlup, ved Helved et Brydlup!
Eijo! det er Klangen af alle Karis Lja'r
Gill Gaard har vor Herskerinde -- se du Ungersvend!
Til Lykke og Velsignelse, gode Høstemand!
Spar Borken! Han trækker saameget han kan.
Knap fire Skippund holde paa Karis Beiter Styr.
De vide, at de trække for sig, de kloge Dyr.
Paa Vinteren de tænke, ja maaskee med paa Juul.
Og derfor løber Mejen lettere end Hjul.
Paa Stalden de tænke: der ædes kan imag;
thi grønne Hæk er foran og svarte Skjære bag.
De vide nok, de trække den søde Themothei,
og derfor suser Lasset saa villigt over Hei.
Og Kari -- hun som eier Hest og Hø og Alt --
staaer øverst jo paa Bakken med Skjørtet fuldt af Salt.
Ha, knegger du, Blakken? Er det Eftasvels Tid.
Lad Laavebroen dundre! saa vanker der en Bid.
-- Formeget er det, Kari, du har at stusle med.
Snart Skaaraannen kommer ja længe før du veed.
Han Vesle-Ola kløer sig bag Øret: Han troer,
at Huldra maa nok være den rette Husets Moer;
thi Kari leer og dandser som over Alting; dog
der hænger ei en Turu urigtigt paa sin Krog.
Hun væver og hun koger, Hun raaber Folket ind,
og Væven gaaer, og Maden kommer som ved Vind.
Det er som rørtes Alting ved en usynlig Snor;
men knapt, som Ola tænker, gaaer den under Jord.
Thi Snoren heder Orden, og Haanden heder Flid,
som trækker i den; Reenlighed gjør den endda hvid.
-- Dog uden Mand, ung Kari, er svart at være Moer.
Ja uden Mand og Barn, at være Moer endda --
det Gud, som skabte Eva af et Mandebeen
saa lysten i sin Uskyld efter Æblegreen,
bevare hveren ærlig voxen Gjente fra!
. . Ah! slaa du ei med Nakken, somom ei din Arm
og skabtes til at trykke en Liden til din Barm,
som engang skal sig lette op som et Svanepar,
der kjedes ved at ligge endog paa Roser qvar.
Lifligt Maal, deilig Barm, fagert Haar,
gillt Huus, vakker Buskab, herlig Gaard
har vor Herskerinde -- Eijo, du Ungersvend!
Frisk Bygdens Gutter, tilfods og tilhest!
Frisk! frier til Alfstads Karine!
Tilbage du Brauter! du elsker dog mest
dit Lommespeils selvgode Mine.
Du lytter til din egen vældige Stemme.
Den durer som Trommen.
Selv gaaer du saa tungt som et fuldt Kompagni.
Slig Frier var aldrig velkommen.
Ei Kari er hjemme.
Fra Svalen beleer hun saa strunkt Frieri.
Den skamfulde Tufs gaaer det ligesaadan.
Den første vil være mere, han mindre end en Mand.
Galt naar Frier tufset, og galt naar han for kaut er.
Haand i Haand tilbage drage Tufs og Brauter.
Tilbage Enkemand saa gusten som en Pest!
Beil du omkaps under Kjerringeskauter!
Tilbage Nar, som stoler paa en blommede Vest!
Tilbage du Knark
saa gjerrig som Steen og saa rynket som Bark!
Tilbage du, der kommer saa kluntet frem med Gaver!
Tilbage du, der i et Elskovsærind staver!
Tilbage du, der skraber frem med ulæst Brev!
thi du kan ikke læse, ja neppe prentet Bog,
og heller ingen Anden formaaer at blive klog
paa Hvad den gamle Klokker for 8 Skilling skrev.
Tilbage du, hvis Elskov gaaer alt for glat fra Mund!
(Slig Tale glider glat, fordi den er en Snog)
Tilbage du, hvis Mandemod er paa Lærkens Bund!
Tilbage ogsaa du, hvis Friertunge er
den blanke Sølverspore du paa Hælen bær!
-- den hvorpaa, Gud skal vide, du da tidtnok seer --
Tilbage du, der frier efter gammel Bog!
Tilbage du, der gaaer til gamle Siri-Klog!
Tilbage du, der frier fra en Lænestol!
Tilbage du, der frier med en broget Kjol!
Tilbage du, der frier i en Kapriol;
og du, der troer dig sikker,
fordi du ikke drikker;
men kjører væk din Velfærd i prægtig Kariol,
Tilbage du, som trækker i Lommen Alt i Eet;
troer vakkert Tørklæe klæder hæslig Næse ret:
med fire Skilling ringler
med Klokke-kjæden dingler;
forlegen staaer og stammer;
og reiser Hanekammer,
endskjøndt du troer forsikkert, du har fanget alt
den vakre, rige Brud i din gule Lommepjalt!
Tilbage du, som er saa uvislig og veeg,
som troer, at Skjæget skjuler, at du er synderbleg,
at Byens Lugteflasker giver dig igjen
den Ungdomsduft, som foer med Sundhedsrosen hen.
Tilbage alle Narre tilfods og tilhest!
Men bank paa Karis Kammer
(med Lillefinger ikke, men heller ei med Hammer)
du Svend som elsker mest.
Naar ærligt Hjerte lyser igjennem vakker Krop,
ei findes Møe paa Jorden, som ikke lukker op.
Et ærligt Elskerøie har saa reent et Lys,
at hele Midnat-vellyst bliver kun et Kys,
at det kan gjerne funkle over Jomfruseng
ja hele Natten inden dens Skarlagen-hæng.
Thi i dets Blomstervarme der noget Dugg-koldt er;
thi i dets Adamsild
sig blander (maaske mere end Elskerinden vil)
en Glimten af den samme Cherubs kolde Spær,
som næste Dag, naar Guds Soel skinner høi og klar,
til Templet blinker foran det elskelige Par,
hvor (ah! du bli'er et Æble, smekkre Liljevaand)
den gamle Præst det griber af strenge Engels Haand.
Mod Lovens hellige Tavler af Marmelstenen sort
dets kolde og for hvasse Egg han hugger bort.
Men Stumperne han smeder til et Troskabsbaand.
Med Guds Velsignelse saa lodde han det til.
"Gak hen i Fred, Ung-Kari! Nu har du hvad du vil.
Gak hen til Fryd, Ung-Kari, til Alfstads Brudehal!
Imorgen er du Huustro -- det Høieste du skal.
Men synes du i Tiden, at dette Baand, som du
med Brudesmiil gjør blødt og rosenkrandset nu,
sig snevrer altformeget, saa see, den samme Gjord
om Flere da, end kun om dig og ham sig snoer.
Sig til en Englehimmel skal spænde Brudebelt,
og vrimle fuldt derinde som inden Rachels Telt.
Gak bort Ung-Kari! Vær i Alfstads Paradiis
som Moder Eva, og som Moder Eva spiis!
Thi du er skabt som Eva udaf et Mandebeen,
og stødt dit Øie skotter til samme Æblegreen.
I Fromhed skal du finde et Raad, ei fundet da,
som, naar du spiser Æblet, trækker Giften fra.
Da tone Himlens Engle i dit Bryllupsspil!
da over Graven faaer du end et Bryllup til!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer