Min lille kanin
Eenøret, trebenet, violblaa og fiin
hopped omkring mig en liden Kanin.
Min Barm var dens Hule -- heihopsa! min Seng
var blomstrende Høi, og mit Gulv var en Eng!
Eenøret, trebenet, violblaa og fiin
hopped omkring mig en liden Kanin.
Den peeb til min Harpe . . . heihop! naar den sprang,
en silkerød Sløife i Eenøret slang.
Lille Blaamin! bløde Puse,
skjøndt du kryber lavt i Muld,
har du en Veninde huld
høit i Himmelen: min Muse:
har blandt Jordens Drotter, som
svinge Aandespæret om,
vide om med Tungeklang,
skjønnere end Fuglesang,
vide over Sky og Flod,
over Dyrets Liv og Blod
(dog det store Riges Skat
er saa plat i Støvet sat,
at en liden Gravhøi kan
rændse om det hele Land,
at et lidet Hul kan tømme
ud det hele Herskerdømme
-- ak, om Guddomsskin er Kronen,
er dog raadden Tue Thronen!)
. . Se blandt denne Æt, som paa
egen Grav som Konger staaer,
medens deres Brødre, som
jo fra samme Moder kom,
maae i Støvet knæle ned
(stolte Elephant iknæ,
frie Hingst i Lænker se!)
ofre Frihed, Fryd for Fred,
ofre Blodet, naar han tørster . .
Se blandt denne Æt af Førster,
som med liden Fingerbøile
stærke Leviathan tøile,
som med kunstig Staaleklo
og ved lidet Pileneb,
trods de vege Muskler, kan
slukke Løvens Tungebrand,
Hjertegnisten ud kan snoe,
Ørnen naae ved skyhøit Greb . .
. . Lille Blaamin, se, iblandt
disse Stolte, dog du fandt
Dig en Ven, som, selv blandt Disse,
ei den Mindste er tilvisse;
dog saa øm, at, hvis det Ønske:
at vi skulde bytte Skin,
du bli'e Skjald, og jeg Kanin,
du faae Harpe, jeg faae Grønske,
han i dine Øine fandt,
flux han bytted -- o han vandt.
Lille Blaamin! bløde Puse
i min Barm jeg vil dig huse.
Ha, den varmer da i Slummer
Ormen, som (i hvilken Drik,
som af Seideqvind jeg fik,
slugte jeg det Haar af Hel?) . .
Ormen, som sig evig krummer
dybt paa Bunden af min Sjel,
holder Hjertet mellem Tænder,
drak min Graad, og endnu brænder,
vrider sig dog lige sulten.
(Se, den kryber over Pulten,
ruller sig paa dette Blad
ind i hver en Linierad!)
Vee mig, naar jeg ikke har
(naar du Hjertet op har ædt)
meer igjen, end Hjernens Kar,
af den hele Gavepragt,
som mig var paa Vuggen lagt.
Jeg maa slippe dig i det,
at du æde kan dig mæt.
Da Cheruben bort maa flye,
bort med Hui i Storm og Skye,
naar han Kundskabstræet i
Sandseeden ei kan frie,
som han skulde vogte dog,
saa den sultne Satansnog
ei fik mindste Drømmeqvist
i sin Flab ved fulest List,
ei fik smekkrest Tankeskud
ud ved Magt og Gitterbrud.
Vee skal Ormen hvas og huul
gjennem Pandegjerde grave
ind sig i den skjønne Have,
hvor i Hjernens Stjernemuld
(hvert Atom er klart som Guld,
da i hele Hjernens Plade
Himlens Gjenskin skal sig bade,
ja og Skyggen af det Alt,
som i Liv paa Jord er malt)
. . skal den grave ind sig, hvor
frit og lystigt, vildt sig snoer
op af Hjernens Stjernejord
Phantasiens Regnburanker,
bundne op til høje Tanker.
Heija! river du dem ned,
arme Ejer følger med.
Saa i Sandsehaven rundt
du kan slæbe Bundt for Bundt,
rulle magelig din Bug
over Videts Netteldug,
over Frugt og Blomsterstilke,
som (ah, jeg forstaaer det nok,
thi jeg har saa god en Rok)
blive Digtets Rosensilke.
Der du kan dig vælte blødt,
plukke Blomst for Blomst itu
til det mere ei ihu
rinder mig, at, uden Tal,
(Draaber lige i Pocal)
Drømme, Minder, Tanker, sødt,
(Rankemørkt blandt Rosenrødt)
blomstred i min Hjerneskal.
Far saa i den tomme Hal
rundtomkring i Kryds og Ring,
som en Storm paa øde Val,
hvor den samler visne Been,
som af Ravn er lagt igjen.
Hei hvad Hop! og Hei hvad Spring!
Thi du lille Orm dog veed,
at jeg selv maa følge med.
Skyd dig frem i Taareskjel,
Orm, i Øjet! Eja sprell,
til du skifter Ham, saa blank
ned i furet Kind den sank.
(O, som Snogeæg paa Snor,
Flere ned i Dybet foer!)
Som en Mølles Suus og Brusen
rull dig gjennem Øreslusen,
indfra udad, ei som før,
da den var saa heel som tør,
da min Sjel ved inderst Dør
i det hvirvelsnoede Øre,
for at lytte for at høre,
sad i egen Stue varm,
uden Trækvind, for at føre
flux i Mindebog enhver
Hvislen, Piben, Sang, Allarm,
som der udenfore er.
Da, som Fraadestrimmel, du
over Læben snoer dig -- Hu,
kom med Laas og Baand og Ring,
og den vilde Slange tving!
Ellers skyder han sig ud,
sluger Barn og sluger Brud,
leer ad Helved, spyer ad Gud.
Lille Blaamin, blier du bange?
Spaae kan ikke alle Sange.
Ah du af mit Blik blier vaer,
om jeg Brød i Haanden har,
om jeg i mit Hjertes Øde
til mig Selv fandt Mannagrøde.
Lille Blaamin! bløde Puse
jeg dig i min Barm vil huse.
Da jeg seer mig ei saa ene,
Smiil paa Kind forstaaer jeg atter
er ei Mos paa kolde Stene,
Maaneskin ei hver en Latter.
-- O det synes som jeg krysted'
hele Skabningen til Brystet!
Naar du hopper om min Stol,
er du Sky og jeg er Sol.
Ha, i Døds og Livets Kamp,
Ha, i Chaos Skyens Damp
smelter sammen til en Jord.
Driftens Skrig blier Tankens Ord.
Spurgte jeg den Mand, som gaaer
hist forbi, og Nesler slaaer
heel ufølsom med sin Stav,
som om de ei skulde groe
vel som han, og frit sig snoe
under Himlen . . (Naar i Grav
Manden ligger med sin Stav,
vajer Neslen ovenpaa,
drikker Dug af Himlen blaa.)
-- Ei nu seer jeg først, at ei
Nesler groe ved Vintervei.
Ah, det gjør dog Intet; thi
ofte Mennesker jeg saae
hver en Blomst de gik forbi,
hvert et Liv, de kunde naae,
af i Kjeppeleeg at slaae.
Hyben bad med Kinden varm,
Klokken med sin aabne Barm,
Balsamine skjalv -- O Snak!
der fløi Hoved, der fløi Stak!
. . . Spurgte jeg den Mand, og bad
Ham at see i Pusens Øie,
kige dybt og see sig nøje
fore, og saa sige hvad
Meer bag Øjet han blev vaer
end Pupill og Lindse klar.
Ei, han stirred vist paa mig,
gloede hæsligt, Puus, paa dig,
svarte maaskee: Intet, Far,
uden at I er en Nar.
-- Ak, i Blaamins klare Øje,
gjennem Lindsens Regnbuslør,
gjennem dens Pupill, som Rør,
seer jeg vide Himle høje,
(Guds de vidtudslagne Barme,
hvor sig Mid ved Sol tør varme)
vrimlende af Liv fra smaae
Myggegnister, Mammuthblus
til Solebaal . . Min lille Puus,
sligt Panoram i dit Øje laae.
Blaamin, naar din Ven i Krogen
eensom stured' over Bogen
fra det gamle Jødetempel,
som tør bære saadant Stempel:
"Livets Kilde, Himlens Stige"
(flettet af Hieroglypher,
Hjerteblod og Logogrypher)
kasted' den saa langt her bag,
at han ei den fandt idag,
tænkte at hans Harpes fulde
Vinger før ham bære skulde
over Sky til Himmelrige,
end de Pergamenske Poser,
fulde af forraadne Gloser,
og han greb sin Fyrrelyre,
for sin Stilhed lidt forstyrre,
mens du, lille Puskanin,
legede med Maanens Skin
(som et Barn med gylden Penge)
paa mit Gulv, og fnystred glad,
naar du hørte mine Strenge
tone i den hele Rad:
Du dit Øre fremad stak
hvergang der fremklang et "Ak,"
slog med Silkesløifen, som
om du vilde hvifte bort
alle Sukkene, som kom
(liig et Liigtogs mørke Stads
af colonnede Palads)
udaf Harpens gyldne Port.
Naar du heisa! hop! omkring
hoppede i Kvær og Ring,
og i Maaneskinnet var
liig en Sky paa Himlen klar,
drivende for lystig Blæst,
hvor det tykkes selv den bedst,
Synskreds gjennem, Sol forbi,
lige lystig, mørk og fri:
Ah da saae jeg Livets Kilde,
som et Springvand i min Krog,
sine Draaber til mig spilde,
klarere end i min Bog!
I min lille Puse blaa
jeg en Sprudledraabe saae,
og jeg tog den op, og krysted'
som en Taare den til Brystet,
liig en Taare, som Naturen
græd af Medynk i mit Skjød,
da den saae, at Kummer brød
tidlig i min Pande Furen.
Jeg den krysted' saa til Brystet
(Taaren, som Naturen rysted,
lille Blaamin, i mit Skjød,)
at den sprang itu og flød,
som en Taage blaa og blød,
som sig over Alting gjød,
over Jord og over Himmel,
over Dyr og Stjernevrimmel,
smelted Melkevei og Dyb,
Sirius og Havets Kryb
alt isammen, løste op
Hav og Leer og Bjergetop,
i den store Taaretaage
blot til farveløse Draaber.
Alt beholdt dog da sin Form:
Sol var Sol af Damp (en mørk
Taage midt i Nattens Ørk)
Ormen syntes dog som Orm,
vrimled, vred sig som en Streg.
(Se et Blik jeg kasted i
Verdens Skabers Fantasie!)
Selv jeg drypped som en bleg
Taare ned i Taagehavet,
hvor, foruden Lys og Farve,
kun i Omrids, Sol og Larve,
om hverandre, var begravet.
Ha, da blev et Syn mig givet!
Syn af Livet, Syn af Blivet!
Som et Lyn i Sky sig tænder,
gjærede en Damp ibrand.
Snart der tusind Andre brænde.
Da blev Farve, Luft og Vand,
Zoner, Baner, Maal og Pole
rundt de Millioner Sole.
Deres Luers Røg var Luft,
Farvespil dens Lys og Skin.
I de Taageomrids Duft,
Blod og Muld sig trænger ind.
Rundtom Solene de stimle:
da blev Verdner, da blev Himle.
Saa det evigen vil gaae:
tændte Sole Andre naae,
som i Taagehimle over
Melkeveien endnu sover.
Ah jeg seer, at her er Lys:
se der er jo Blaaminlil!
O af Taagen Kraftens Gud,
ved at tænde Solen, ud
vikled mig og min Kanin:
mig som Blomst, og den som Rod.
Og fra samme Sol vort Blod
runden er i os som Skin.
Dog da Pys i Taagen laae,
dybere end mig, saa varm
Straalen kunde ham ei naae,
som den sank sig i min Barm.
Fisk og Orm, som dybest laae,
kunde knapt en Afglands faae.
Derfor Blodet i min Puus
er mod deres Iisdryp Blus.
Her er Sol og Farvespil:
taareblank en lille Pys.
Her er Lyd og Luft; thi -- tys! --
hører jeg ei klart mit Gys?
Ha saa sorgfuld var jeg da,
dengang jeg dig, Blaamin
puse,
ved mit Hjerte kunde huse,
hvor skal Smiil da komme fra,
nu jeg sidder her i Krogen,
hader Harpen, hader Bogen?
Harpen er for let og lys
for de tunge, mørke Gys.
Bogens Nat, hvor jeg maa stirre,
Taarelygtemænd forvirre.
Ha! de drive traurig Spads
over Kindens Huulmorads.
Maanen spiller gjennem Gitter
(O jeg hører) paa min Cither.
O jeg hører, den kan spille;
thi paa Gulvet er der stille,
og min lille blaa Kanin
toer sig ei i Maanens Skin.
O jeg hører, gjennem Gitter
Maanen spille paa min Cither,
seer den paa mit Gulv sit Flitter
(o det døde) ødselt øde
for min Livsgnist: min Kanin.
Væggen sukker vel af Kulde,
som om den forstod tilfulde
tause Maane, som kan spille
(o jeg seer og føler jo,
veed jo da, og maa jo troe)
paa min Cithar, at min lille
blaa Kanine paa mit Skjød
-- ligger stille, stiv og død!
Ak, jeg sørged ikke saa,
om en Konge dat fra Thronen,
saa et splintret Hoved laae
midt imellem Krop og Kronen.
Vee, jeg veed af Mennesker
neppe Ti, o neppe Fleer,
som jeg saadan Sorg kan yde,
over hvem sligt Kvad vil flyde.
Ha, til Sommeren jeg vist
finder duftfuld Pileqvist,
som jeg til den samme Barm,
lille Blaamin aanded varm,
trykke kan, som Livets Gnist,
raabende, som engang hist,
naar min lille blaa Kanin
smutted til mit Hjerte ind:
O mig synes, som jeg krysted
hele Skabningen til Brystet!
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer