Under en brik
Under en bladløs Birk -- se Riimfrost i
Grenene glimrer, og Træet er liig den
Qvinde, der med Diamanter vil dække
Sommerens Flugt! --
. . Krum staaer Skjalden, varmer sig med Graad.
Stormen brister mod hans aabne Bryst,
hvirvler sig om Nakken, flyer saa bort med hans Haar.
Stakkels min Skjald, som nylig Selv var en
Vaarbirk, i Morgensky dyppende Kronen!
Hjertet var Drosslen, der sang under Kindens
glindsende Blad.
Nu han sig søger Ly bag aaben Green . .
Tys! hans Suk i Qvisten rasler; op
dampe Klager, op til Ravn, der klapprer i Top.
Hu det er uselt Paulun! igjennem de
hvinende Qviste slaaer Regn, som elendig
Spot gjennem Richards skygraae Læber
(Ormenes Hul).
Bedre, om Hjertet, liig en Ild under
sydende Kjedeler, gnistrede under
Øinene, saaat de kogede over,
sprang saa tilsidst:
Bedre, end see sin Ungdom omskabt til
Niobes Drypsteen. Vee, naar jeg veed ei
hvad (om vel Regn eller Graad) som i Rynken
gaaer som en Foss.
Ei! at vænne sig til Taaren, saa
knapt jeg veed, naar (liig et Stjerneskud
gjennem Taagen) ned den gled paa livløse Muskel?
Graad skal være varm, og flye afsted
paa elastiske Muskels Smiil som Sølverpiil.
Ei! som høje Bølger kaste bag
taktfuldt Aareslag Skum og Morilds raske Gnist.
Ak, hos mig se Kindens Muskel liig
stive Staalbue uden Smilets Regnbusnor!
-- Ha, at beruse i Graad til Livløshed
Kinden, som skulde af Blod være mættet,
ene fordi nu en Mø ei din Engels
Harpe forstaaer?
Stella gjerne øde maa sig Selv
til en fremmed Yngling . . Ei, hans Daad
er med Skyggefingre flaggre over en Cither!
Se den Lydier spiller Andres Sang!
En Concertsal er hans Fædreland.
Se hans Skjæg er graadvaadt; thi hans Tante fik Hoste!
Eller bliv en Krigers Bytte, som
kun er Helt, naar Klingen klingrer bag:
modrød blusser Kinden kun af Rustningens Gjenskin!
-- Eja, jeg vil ei meer mig indbilde, at
disse saa luftige Grene er Stellas
Haar, at den snehvide Stamme er Nakkens
skinnende Hvælv,
at Stormen var Nakkens Vellugt, bølgende
Haarlokken! Derfor var Stormen mig lunken,
og i mit Ly jeg mig syntes en salig,
surrende Myg.
Harpen var min Vinge, med mit Neb
jeg i Stammen med Vellyst bored', drak dens Saft.
Ah, jeg lugter nu den tomme Storm!
Birkens Saft er ei Stellas Blod, jeg smager nu.
Hjem vil jeg flyve: Digt jeg ved Bægerblus
skriver paa Væggen . . Ah Maanen har hængt der
en hvid Tavle, en Stambog for Elskov.
Endnu jeg engang tretten Cheruber, med
Lynplecter, sender, med Regnbuebelte,
med Tordenskyharpe i Øjet.
Hil mig! dit Hjerte optøer, min Stella, og
blomstrer som en Hyacinth frem paa Læben . .
Paa Bladet er tegnet: "jeg elsker."
Eja! jeg sender tretten Serapher til
Stella, i lyseblaae Taaregevandter,
baldyrt, som Kalifens, med Oder.
Ha, skal de vende slagne tilbage,
da vil Helvede lee!
Engle, jeg veed en Borg, hvor Messias
lys i Porthvælvet staaer.
Did vi med Spil og Plecterslag flye, mens
Eders Taaregevandt
blegnet paa Valen lægges tilbage!
Seer den mosede Høi!
Hilset min Borg, min Gravborg, min Trøstborg!
Seer, Mosen er Lønneallee om Volden,
en silkeslørt Sphinx, som vugger paa Græsset, en Ørn i mit Banner.
Ak, er jeg nøisom eller unøisom,
som synes, min Gravs Dugg er Stjerner,
som synes, at Himmelens Stjerner er Gravdugg?
Stjernerne Englenes Graad over Jorden,
jordet af Djævlene dybt i Helved,
saa Regnbuen er Runesteen, Skyerne Blomster, som vaje paa Graven?
Ak, da maa Graad være Sorgens Blomster . . .
Viol paa den Saliges Barm være Fryds Taare?
Tys! Tys! For min Grav hernedenfor . . Tys! .
piber Vinden i Øjehuler.
Ak, Tys! . . Tolv hvidklædte Piger . . .
(o Rædsomt! et Smiil dem fra hule Hjerte blomstrer,
og leer under Taaren, som Havfru falsk bag Bølgen . .
. . o Taarer, som mætte og gjøde Misundelsen!)
Tys! de synge: "her ligger Stellas Skjønhed.
Fire Skridt fra slumrer Skjaldens Liig.
Nu Guds Fred Amen!
I Gravens Bryllupsborg
Stellas og Skjaldens Fryd og Sorg
sig parre tilsammen!
Og Himlen faaer, naar de reise sig
i samme Vingely,
i "Vemod" en Engel saa skjøn som ny.
O søde Engel, som er de Tvende,
der kunde hinanden i Muld-Mulm ei kjende,
men nu er isammen,
saa Stella er Blom, men Skjalden Stengel!
O søde Engel,
du rene Taare i Himlens Hal,
hvor Skjalden er Stella og Stella Skjald!
Nu Guds Fred! Amen!"
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer