Min moder

Skjøndt kun dunkelt, ved en Hvisken
som de fine Græsstraas Zisken
under Vindens Gjennemfart,
i en Drøm mig aabenbart:
er det mig ei meer en Gaade,
som mig Hovedbrud forvolder,
hvor min Moder sig opholder
efter Aandens fri Behag
siden hiin den Rædslers Dag,
      da vi miste
maatte selv det Allersidste
i den sorte krandste Kiste;
da vi saae med sortnet Blik
hvor den dybere alt gik;
med bedøvet Øre hørte
gjennem tunge Fald af Muld,
at vor arme Fars forgrædte
Smerte raabte paa Alette;
saae tilsidst med graadtilslørte
Graven voxe hurtig fuld,
at i Sandets løse Spil
Højen ligesom sig rørte
indtil den blev klappet til.

Siden da sit Paradiis
har Hun søgt hos sine Kjære,
gjæstende dem skifteviis,
Alle hende stedse nære.
Oftest hos vor stakkels Far
sidder Hun ved søvnløst Leje,
      ofte følger
hun de Eensomhedens Veje
langs den skjønne Vormens Bølger,
som saa kjær hans Tungsind har.
Naar hans Sorg Hun ind har dysset,
flyende hans Pande kysset
med et hørligt "fra Alette,"
Hun, den Ømmeste af Mødre,
søger sine Børn, de spredte,
upartisk og ligelig,
dog af Søstre og af Brødre
først den Førstefødte: mig.

-- Gjør Blaakammeret istand!
Det skal nu min Moders være,
Navn af hende altid bære.
. . . Friske Blomster sæt i Vand!
Roser, som Hun elskte saa,
altid skal i Vindvet staae,
Bogen, som hun ei fik endt,
ligge skal paa Bordet vendt,
med det hornindbundne stærke
Øjenglas deri til Mærke.
Strikketøjet ligger hos.
(Derpaa var Hun Virtuos)
Og ved Sofahjørnet maa
Hendes Skammel ikke fattes.
Alt med Hendes Minde paa,
som om det var indbrodert,
som Relikvier skal skattes,
Stort og Lidet lige kjært.
Hendes Jomfru-Silhouette
fra den Gang Hun Christianssands,
Fødebyens, Skjønhed hedte,
smykket med en liden Krands,
gjort af nogle mørke Kviste
tagne ifra Hendes Kiste,
under Hendes Speil skal findes.
Og paa Væggen ligefor
viser et Portræt -- det Sidste --
Hende som her stundom boer,
skjøndt jeg Hendes smukke Træk
endnu mere livligt mindes,
end til Lærred de kan bindes,
hvorifra de blegne væk.

Nøglen stikker jeg i Lomme.
Ingen Fremmed did maa komme.
Heller end jeg det vil lide,
skal det hedde, at der spøger.
Men hver Dag ved Middagstide,
naar som herligst Lyset flammer,
ene jeg min Mor besøger
der paa hendes eget Kammer.

Og som før, da jeg det pligted,
allerførst jeg bringer Hende
hvad som nyest jeg har digtet.
Der "Jødinden" jeg idag
lægger da paa Bordets Ende.
Den er ret i Hendes Smag;
thi med hendes Egne ikke
Hendes Kjærlighed var endt.
Den i Hendes milde Blikke
var for Arm og Fremmed tændt.

O Lyksalige! nu maa
du de Ømhedsarme, som
bundne i dit Hjerte laae,
frit i Verden sprede om.
Men Du glemme ei at lade
dine Hænder paa mig dvæle.
Sagte skjøndt som Rosenblade,
hvem ei Vindene nedryste,
men som af sig selv neddale,
vil jeg føle dem og knæle
under din Velsignens tyste
ømme moderlige Tale.