Nils Justesen
Paa Hetland sprang Engellands
Eenhornshest,
da Norløven sov som bedst,
og Skotlands Tistil trives
paa Ørkenøes Klint dernæst.
Bort svømmede Man,
den gyldne And;
og Suderøe dukkede ned.
At Tidernes Hav
er Storhedens Grav,
det plyndrede Norge veed.
Til Færøe, hvem ikkun det Snedrev slaaer,
som fyger af hvide Faar,
til Grønland og kjære Island
vildfremmede Bølge gaaer.
Slig Slagfjederpragt
var engang lagt
af Norge, den Ørn, over Sjø.
Nu plukket den er.
De deilige Fjer
omdrive nu under Øe.
Nu vasker ei Norge i Gøthaflod
og Venern sin høire Fod,
og hviler ei Venstren utmed
den Herjedals Fururod.
Der vajer en Fahn
fra Jæmtlands Gran,
som aldrig var kjendt hertillands.
Ei Vælde, men List
har skaaret forvist
af Løven den vakre Svands.
Nils Justesen var vel en Bonde grov.
Hans Adelssværd var hans Plov.
Men dermed han veed at vinde
tilbage de fule Rov.
Han ene forstod,
foruden Blod
at sætte paa Ørnen de Fjer,
at sætte til Svands
af Kornax en Krands,
der bedre end Ragget er.
En Myr til et Hetland han gjør med Sved.
Han vælter en Klippe ned;
saa triller han Muld derover,
saa stod der et Man af Sæd.
Et visnende Krat
han mejer plat.
Det Jæmtland skal bli'e til Høst.
-- Den Slagfjeder groer
vel fastere, Nor?
De forrige sad saa løst.
Et Island og Færøe fra Hav han skar.
Et Bohus fra Fjeld han ta'r.
Sligt Guld, som han Huustro spinder,
knapt Olaf i Dublin bar.
Han maaler med Stør
og Trillebør
Provindser til Salt og til Malt.
Han slaast med en Ur,
med stærken Natur;
men blier ei som Jacob halt.
I Svartmyr erobres den gamle Glands,
paa Heden en Landekrands.
Og Norriges Skattelande
de ligge herindenlands.
Ja Kornaxet er
de deilige Fjer,
som løfte dig atter, du Ørn!
Da blikker du ned
paa Frihed og Fred,
paa glade og mætte Børn.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer