Blaa-myra, heinqvæde for thrønder og østerdøler

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Anmærkning.

I 1808 vilde den svenske Generalmajor Gahn -- den Samme, der i 1814 hilsedes saa tilgavns ved Lier -- med 1000 til 1200 Mand trænge ind i Norge over Østerdals- og Soløers-Grændsekjøl. Lykkedes det ham, da kunde han baade gjøre et Indhugg i Landets rigeste Provindser og den farligste Vending mod Kongsvinger i Ryggen af den der staaende norske Hær, som desuden havde nok at bestille med en anden stærkere svensk Armee, som stod den lige i Ansigtet. Det kom ogsaa strax efter den Batalje, som her besynges, til et Slag imellem disse Hovedhære ved Lier, nær Kongsvinger, hvori Ingen af Begge synderlig kunde rose sig af Seieren. Men Gahn stod netop i Begreb med sin Hær, der især bestod af Dalekarler, at forlade Grændseskovene, forat trænge frem i de dyrkede Egne og betræde Hovedlandeveien, da han paa Gaarden Baltebøls Grund i Aasnæs Annex i Hoffs Sogn i Soløer, paa en Skovmyr og tildeels i en, kun af en smal Vei gjennemskaaren, Skov -- hvilken Egn kaldes Trangen eller "den blaa Myr" -- først opholdtes af Lieutenant Vestby med en ganske liden Troppeafdeling af 1ste marscherende Batallion af 2det throndhjemske Infanterie-regiment, og siden af denne Batallion selv, commanderet af Oberstlieutnant Ræder, hvortil kom et Par Skiløbercompagnier, saaledes modtoges, at, efter den blodigste Kamp fra Skjærtorsdags Morgengry til ud paa Formiddagen, det hele svenske Korps var dels fangetaget dels hugget til alle Verdens Kanter.

Med den naturlige Glæde over denne og lignende Vaabenbedrivter forener sig den bittre Erindring om den forrige usalige, unaturlige Forbindelse med Danmark, hvilken med politisk Skjelmkløgt spandtes saameget fastere sammen af alle de Traade, som det kunde lykkes at afskjære mellem de nu, under gjensidige Lykkeforjettelser, Høiagtelse og Kjærlighed, forenede tvende nordgothiske Brødrefolk. Men Saga, som vel ikke tillader os at glemme Noget, det være Ondt eller Godt, lærer os dog derfor intet Had; men kun idel Forjettelse og et Haab, der vil skyde store, Hav og Land bestraalende Blommer, saasom det har sine Rødder i disse Folks Natur og i den graa Oldtid, da man saae Broderkjærlighed og Selvstændighed og Frisind og Tapperhed nok saavel forenede tilsammen. Sagaen under os at frydes ved de smaae Lys, som skinne dybt tilbage i Natten; og see vi end der Hammers og Osloes Ildebrande som gloende Maaner i Horizonten: saa vende vi Øret til Lillehammers og Tromsøes Tømmer- mænds-hamre, til det friske Morgenliv, og til det blomstrende Christiania med dets Storthingshal og constitutionelle Regjeringscontorer; og -- ikke beklagende, at Norge i lang Tid ikke var klogere end saa mangfoldige andre Lande i det gamle Europa; men erindrende, at det er klogere og lykkeligere end mange Lande i det nye Europa -- vende vi Øinene mod det skjønne Forjettelsers Gry, som Frihedssolen har udaandet over Norges Himmel, sammensmeltende sine Straaler med dem af Carl Johans Krone og med Glandsen af hans Laurer.

Paa Blaa-Myra Tallen groer.
      Den er rød om Rod.
Bedre Spjut ei staaer for Nor,
      end den Skov saa god.

Hedemarken, Soløer med,
      mørken Østerdal,
gjerne sove kan i Fred
      under Blaamyrstall.

Blaamyrstall mod Himmelen
      bærer Sky paa Green.
Norges Ære groer med den
      over Dovresteen.

Blaamyrstallen Roden slaaer
      viden Norge om;
ja omkaps i Dybet gaaer
      den med stærke Glom.

Som den bedste Synju i
      Norges dybe Bryst
løber Roden stærk og fri
      langsmed Glommens Kyst;

bærer Dalen som paa Arm;
      klinger tidt i Muld,
som var Jorden Harpekarm,
      Roden Strengeguld.

Og den synger om et Slag
      paa den blaae Myr,
da der randt en Seiersdag
      under mørke Fyrr,

da hver Furuqvist blev Knag
      for en blodig Hat,
da hver Furutop til Flag
      adlet blev en Nat.

Svensken skotter over Hei
      til sin Naboe ind,
seer det gulne under Skrei:
      "er det Maaneskin?"

Ei hans Almanak forstaaer
      sligt et Maaneskin:
Det er Totens Sæd, som gaaer
      for en Søndenvind.

Toten under Skreyas Tind
      laae med Barmen fuld,
bølged i en Søndenvind
      som en Mjøs af Guld.

Dalekarlen bytte Land
      vil for Hedemark,
skjærer Tænder, medens Han
      gnager paa sin Bark.

Han vil pløie denne Mjøs
      alt til Sanden graa;
gjør saa Staal-Elliden[1] løs,
      som i Balgen laae;

spænder Sveabanner med
      Kroner tre til Seil.
Gøthaleion flammer vred
      i hans Skjoldespeil.

Foer saa over Kjølehei --
      "Ha du Dalekarl,
Norges Løve rides ei
      af en Gothejarl!

Vov dig ei med din Ellid,
      med dens Kjøl af Staal!
Klinge-Ormenlanger hid
      kalder Baunebaal."

"I den gyldne Mjøs af Neg
      Tage dukke op --
Kløver-øer liig, som steg
      over Bølgetop.

Øen eier jo sit Hav,
      som en Mand sin Dragt.
Odelsagren er en Grav
      rundtom Gaarden lagt."

"I den blanke Mjøs af Neg
      skinne Tage frem.
Du vil blive mat og bleg,
      før du rækker dem.

Heelskindt aldrig did du naaer!
      Det er Odelshjem.
Rigsenshanen, Baunen, slaaer
      glorød over dem."

"Vil du nappe Ax fra Os,
      faaer du fat i Lja.
Vil du tage Odelsgods,
      først du Manden ta'e!"

"Jag vil tage Toten -- ja,
      fede Hedemark!"
Dalekarlen svoer ifra
      Poiken og til Knark.

"Jeg vil rive Hjertet ud
      at Skjøn-Norges Bryst!"
Dalekarlen svoer ved Gud;
      skeb sin Klinge tyst.

Stak saa tusind Klinger fuult
      under blåa Rock.
Svandsen mellem Been er skjult
      i en Ulveflok.

Dilted saa ad Bjørnens Sti.
      Tusind Heste vel
gnegged, da de drog forbi
      røden Grændsepæl.

Ravne fleer fra Grændserøs
      over Sveaflag
svang sig som om Nat slap løs
      midt paa lysblaa Dag.

Hedemarkens Agre laae
      som et dækket Bord.
Svensken stod og saae derpaa,
      mælte Avindsord;

sliber Carleklingen gram;
      skjære vil den Brad,
thi i Næsen dufter ham
      Norges Paaskefad.

Værten sad dog vak endnu
      i sin Hosbondsstol;
seer fra Glas en Korpesky
      mørkne høien Sol;

hører fra den øde Skov
      Hestetramp tilgars;
kjender ikke Hestens Hov.
      "Gossar, lagom Mars!"

Norske Vært ved Paaskefad
      tog Violen svint:
lange Riflepiber sad
      der som Bass og Qvint.

Vintren kom saa skarp med
      Gjæst;
      Skie maa da paa Bein.
Skien foer; men Gothens Hest
      sad i Snø og Stein.

Paa Blaamyra Svensken vil
      lave Davren sin.
Korpen lo i Granen stil:
      "jeg til Middag min!"

Paa Blaamyra Svensken sad;
      Skreppen tog fra Ryg.
Thi til norske Paaskefad
      Veien vard for dryg.

Svensken sad paa Tuestol
      rundt sin Kjedl paa Knubb;
tørrede sin vaade Kjol;
      Klingen laae paa Stubb.

-- Da den Dødsfiol i Nord
      med sin Rifleqvint:
østerdalske Jægerchor
      spilte op gesvint.

Kjedlen valt og Svensken faldt
      i den varme Saus.
Trangen gav dog, da det gjaldt,
      Plads til Dødskehraus.

"Først en Juledands paa Myr!
      Saa i Sengen, Gjæst!
Den skal redes under Fyrr.
      Der man sover bedst."

Furuskoven aabner sig
      for de Skiers Flugt.
Men for svenske Liv og Liig
      har hun Trangen lukt.

At ei standse Landets Trop,
      fløi i Hast og Hu
Tollebaret under Top;
      sidder der endnu.

Blev der saa en Kongevei
      under trofast Fyrr.
Men fra Trangens Hurlumhei
      vard en Beensti dyr.

Bred sig brisked norske Gran;
      spandt et Trangens Net;
holdt hver Svenske fast, til Han
      vard af Dandsen træt.

Brusen sig i Snøen smøg
      under Jægerski,
bar paa Ryggen dem som føg
      kun til Seir forbi.

Men med hvasse Torneriis
      Fiendekind hun slog;
hugg med Tagger udaf Iis,
      medens Stormen log.

-- Saa i Krig et Lands Natur
      kjæmper for sit Folk:
Slyngekaster er hver Ur,
      Granen Jettesvolk.

Da er Sjøen Vredesskjold:
      Hveren Bølgerad
runerister under Voll
      Stormens Dødsensqvad.

Sommernatten drikker ind
      Gift af Paddebug.
"Ha Godmorgen! er din Kind
      feberbrændt af Dugg?"

Vinternatten uden Lys
      staaer paa Bjergeryg.
Som et fælt Naturens Gys
      gaaer et Tydalsfyg.

Granen vil ei meer tilsjøs,
      ei til Engelland;
vælter selv sig op i Røs
      over Dalens Rand;

lurer til hun langtifra
      seer en fiendsk Standart.
Første Vidju springer da
      under Vælten snart.

Ormer sig den Fiendeflok
      nærmere i Dal:
anden Vidju passer nok,
      naar den springe skal.

Men med første Trommeklang
      knager Vælten alt.
-- Heijah, sidste Vidju sprang!
      Sinclars-vælten faldt.

Alt begraves, Elven selv
      i sit Dalehjem.
Om et Aar paa høje Hvælv
      bærer Liig den frem.

Fyrren gjennem Loug og Mjøs
      gaaer med lystig Hast
-- den, som før den kom tilsjøs
      alt var Orlogsmast.

Kom da, Gothe, ei med Kiv
      til din gamle Maag.
Ikke bærer Nakken stiv
      slige norske Aag.

Kom med Fred, og se med Agt:
      den Natur, som stred
med sit kjære Folk i Pagt,
      smile kan i Fred!

Uren, som, da Baunen goel,
      knuste Mand og Hest,
kneiser da som Talerstol
      som en Aftenblæst.

Derfra i en Høisang den
      lyser Dal til Ro.
Næste Gry "Guds Fred igjen!"
      hvisker Morgensno.

Skyen, som paa Tydalsvei
      hylte Hær i Grav,
seer du skylle over Hei
      som et Purpurhav.

Gylden hveren Morgen er
      over Dalen spændt.
Hvo, som Øie har, da seer
      Morgenpsalm paa Prent.

Hvo, som da vil give Agt,
      seer i Morgensky
gylden Davidsharpe lagt
      over Bygd og By.

Hvo, som Øre har, han maa
      Engle høre da
med de første Straaler slaae
      der: Hallelujah!

Men den Trangens Sangens Dag
      skinte ikke Gry.
Jorden gløded som et Flag,
      Sørgeflor var Sky.

Lænede til Furutop
      mørke Skodder græd,
ved at see en Brødretrop
      fare saa afsted. --

Norge slaaes for sine Børn.
      De for det igjen.
Ynglen om en Moderørn
      Nor er og dets Mænd.

Andet Paaskeblus den Dag
      der var ikke tændt
end den Gnist af Ræders Slag, --
      de som faldt saa jevnt.

Himlens Maane sad saa stur
      bag sin sorte Sky.
Arnzens blanke Halvmaanluur
      skinned høit i Ny.

Ei den Trangens Dagnat ned
      andre Stjernskud faldt,
end fra Sigholts Klinge bred,
      hvor det skarpest gjaldt.

Anden Sol ei gjød sit Skin
      gjennem Skyens Rivt,
end vort Flag, som rakt mod Vind
      stod mod Fienden stivt.

Men mod Mørke og mod Frost
      Rifler gjorde Baal;
kogte til en Gjæstekost
      blytung Ertekaal.

"Carlaklingans Gnistar upp!
      Gøthamän -- heija!
Det är blott en liten Trupp --
      uf! men skjutar bra."

Fra Mathiesen kom den Klot.
      Hugget kom fra Stang.
Gaaer Skjærthors paa Ulvefod,
      blier Langfredag lang.

"Gøthalejons Tänder ut!
      ut Järnberjarstål![2]
Baggen svider dig din Hud
      med sitt Riflebål."

"Fram med Rødflag mod det Blaa,
      Ræders Thrønderrad!
Hver kan regne fra en Graa
      hist paa Stiklestad."

"Fram!" -- ak, Dreyer, stakkars Gut,
      i sit Æresslør
hyller sig, i sin Kaput,
      siiger ned, og døer.

Han har dandset ud saa glad
      vilden Seiersdands.
Kugler syv om Hjertet sad
       -- hvilken Hæderskrands!

Stanges Enke, bøid i Hu,
      bøid i Krop og lam!
vil du troe mig, arved du
      Æren efter Ham.

Enker alle! Børn i Flor!
      Sorgen fløien er.
Fædreæren evig groer,
      og beskygger Jer!

Gjæve Vestbye hilste først
      Gjæsten med Besked;
fulgte ogsaa sidst tildørs
      alt til Skogen Ed.

Negler gav til Carlstad Brev
      fra sin Batalljon.
Han i Gotheryg det skrev
      med en skarp Patron.

"Ta' mig Djäflen! -- Gahnen skreg --
      Ta' mig Aderton!
Satan håller ei slik Lek
      som en norrsk Ploton."

Djævlen kom, men paa en Prik
      Thrønden Ræder liig;
Kloen flux i Gahnen fik,
      som han ønsked sig.

"Fram ännu! -- ja fram på Knä!
      fram på blodig Stump!"
-- Brave Orlogsmand, i Læ
      valt du for en Klump.

"Fram med Snöboll emot Bly!"
      " -- Brave Dalekar!
Giv dig Broer! Kun Jydens By
      Avindsskjoldet bar."

Gøthahøvding saae fra Top
      gjennem Ild og Sne
norske Rifler spille op
      til en Dands paa Knæ.

Skreg han saa Pardon fra Fyrr.
      Sidste Rifle peeb.
Norske Løven sprang paa Myr,
      Gøthaleion greb.

Siden da er Myren blaa
      af de Skygger, som
under Tallen drive paa
      Lyngens Blommer om.

Siden da groer Tallen sprægt;
      thi i Seierskrig
den sin Top jo har bevægt,
      mættet Rod med Liig.

Siden da er Myren slaaet
      over Norges Jord,
som et Æresbanner blaat
      for det Thrønderchor.

Siden da er Trangens Vold
      klingeadlet for
østerdalske Jægerchor
      til et Æresskjold.


Fotnoter[rediger]

  1. I Et bepandsret Orlogsskib i gamle Dage: Frithjof hin Fræknes Seierbærer.
  2. Järnberjaland d. e. Dalekarlien.

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.