Ode (II)
Sorg fængsler min Sjel, som den tunge
bruunrustne Stormhat en Ynglings
favre Kinder og
gyldne Lokker.
Dog maa jeg, skjøndt Øinene mægte
ikke at flyve, og Aanden
sukker qvalt som en
Vind i Hulen,
Sværd svinge, skjøndt Ingen det fulde
Saar under Rustningen seer, og
Sved om Saaret, som
Skum paa Bæg'ret.
Qvalt skjælver en Taare i Øiet,
liig naar den ensomme Stjerne
useet sidder bag
sortblaae Skyer.
Ha, Stella, den kommer, liig Stjernen,
seilende frem bag de røde
Skyers Seil, som din
Straale styrer.
Hør Sukket; det stønnende, liig en
Raslen i Lunden, der ønsker:
ak, at Stjernen vil
dale didhen!
Løs Hjelmen, min Stella! -- jeg kaster
Sværdet, og griber den Harpe,
den jeg hisset ved
Birken satte.
Ha, skue den, liig glimrende Regnbu',
lænet til Ygdrasil! Stella.
Ligne Strengene
gyldne Landser?
Hvert Spyd har sin Kæmpe, som staaer ved
Siden usynlig -- en Skare
Aander -- Strengenes
stærke Toner.
Du Stella er Aladdin, jeg din
Lampe; du gnider mig: Aander
springe syngende
frem som Skyer.
Ak Strengene ligne dit Haar, skjøndt
dunkelt som Bølger, der triller
gjennem snedækte
hvalte Strande.
Ak Strengene ligne dit Haar, naar
Vaarvinden, hviskende bag det,
smigrer Nakken med
Æbleblomster.
Løs Hjelmen min Favre! -- de frie
Lokker vil flagre som Solens
Vinger, svulme som
Morgenskyer.
See, Sjelen vil bølge om Stella
Lysringen liig om Saturn, som
trindt den rødmende
Jøkel Skyer.
Løs Hjelmen min Stella! jeg kaster
Sværdet og griber min Harpe,
den jeg hisset ved
Birken satte.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer