S: T: HRR: Capitaine, Enrolleringschef Rasch.

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

FRA SIFUL-SIFADDA

  I sørgelig Anledning af --
        Højstærede Hrr: Rasch!
  i sørgelig Anledning af
  en Dumhed, jeg har hørt, min Tunge skal
  engang ha'e pluddret frem,
        desværre imod Dem,
  jeg maa mig Frihed tage
  at stevne Dem som Vidne til
  at høre (med et Smil, om De saa vil)
  den Straffedom, som nu skal falde
  tung paa den Tunge, jeg maa kalde
  ind for dens rette Tribunal:
  min Pandebrask.
         -- Tro, denne Dommer er saa streng-alvorlig
        som Synderen var kaad og daarlig:
        saa streng, at selv han henter af
        den raadne dybe Lethegrav
        en muggen Bommert, for dog end at see
        lidt bistert paa den, og saa med et "Vee!"
        den slænge atter hen,
        at den kan evigt synke ned igjen.
        Nu, -- kort, til Texten!
        Engang i mine Russerdage
         -- endnu imens jeg var i Væxten
        en Aftenstund,
        som hurtigst fra en Trap
        først mine Been og saa mit Hoved glap,
        skal samme Tunge, som nu i min Mund
        vil slikke Pennefjederspidsen rund,
        som for at stikke ind i dettes Bundt
        af spidse Vers iblandt et blødt og rundt,
        (: I vide, det er et gammelt Digterkneb.
        Jeg lærte det af H. Han kaldte det et Greb,
        et højst uskyldigt Fif, og langtfra Kneb.
        "Thi, sagde han, naar jeg paa Pennen slikker,
        jeg i mit eget Spyt,
        indbilder mig at drikke
        af Hippokrenes Pyt.")
        Nu -- disse Parentheser væk,
        der, ikke nok, de ødsle Blæk,
        og ere hver en Læsers Skræk,
        er og for stakkels Autor, som
        ej kan dem qvæle som de kom,
        i deres Bugter tøjlesløse
        liig et forviklet tornet Krat,
        som griber paa hans Gradus ad
        Parnassum's allerhøjeste Røse
        ham ret som Abrams Vædder fat,
        saa hvasse Recensenter
        den Værgeløse ubarmhjertig hente
        og gjøre ham til Offerbrad. --
        Nu -- denne samme Tunge skal engang
        som hurtigst jeg (: af gode Grunde,
        som, om jeg vilde, nævnes kunde:)
        i Løbet kom ifra en Trap
        ha'e gjort
        at noget stygt fra Siful slap
         -- jeg haaber evig -- bort.
        Men, skjøndt paa egen Haand den pluddrede
        og ganske uafhængig sluddrede,
        jeg vil dog straffe mig ved her at læse
        en Text for den Fadaise:
  Disputatio polonica pro Russo purificando.


   Conjugatio Russica-Periphrastica


Magister spørger

   Activum.


  Hvem kan en drukken Rus fornærme?
Respondens svarer



  Alverden -- objective.


Magister

   Passivum.


  Hvem kan fornærmes af en drukken Rus?


Respondens



  Slet ingen -- subjective.


Auditorim

(til Magister)



  Explicatio fiat!


Magister

   a) ad Activum.


  Ei Ubekjendtskab, Højhed kan beskjærme --
        ei Fanden selv, ei Sanctitas og Jus
        er helligt for en drukken Rus.

   b) ad Passivum.


  Dog er hans Overmod, hans Tunges vilde
        Hug kun let-hendunstet Bærme
        hans Overlast af Vin maa spilde
     naturligviis.


Auditorium

(raaber)



  Recte:
  Frem med Depositurus! Frem med Deporiturus!
  coronam ille rite est accepturus!


Magister promovens



  Kom frem Depositurus!
  Doctor nam es exiturus.


Siful Baccalaureus

(kommer frem)



  Højstærede Auditorium! Hr: Magister, her
  min Ven Depositurus er ej meer.
  Hans Russerdage
  (: som mine:) svunde fage,
  rødnæset Minde sidder kun tilbage.
  Depositurus,
  er ej mere Rus.
  Han har nu blot at være Tyrk tilbage
  (: Det er han Kroen har passert forbi
  men Haremet han endnu stikker i
  -- dog ej naturligviis til Ørene:)
  saa vil han jo tilsidst
  og tidsnok jo og vist,
  naar han har lært at græde som at lee
  (: den Prøve altid fordres som entreé:)
  nok komme som en Krist
  til Tempeldørene.


Quicunque ex Auditorio



  Bene Siful expectoravit
  pro amico. Erit noster!


Quicunque ex Auditorio



  Male Siful expectoravit.
    Iste sit, si vultis, voster.


Quicunque ex Auditorio



  Non pro amico Siful expectoravit.
  Men han talte for sin syge Moster.




  Igaar, i venligt Huus,
  hvis Skildt er: "Suus og Duus
  og Meer, som rimer sig paa Kruus,
  og Fryd du kan herinde
  ved Løgte finde,
  mens Sorg og Politie
  og graadigt og tvetunget Rye
  maa udenfore holde bi!"
  sad nogle Mænd, ej dengang, som de plejed',
  naar travle Dag, dens Sorg og Slid
  og fjernest Riges Despotie og Strid
  paa Aftenglassets skarpe Kant de vejed',
  saalænge til hver Tanke dumped i,
  indhyllede som Guder i en Sky
  af Røg og Spøg og Latter
  (: slig Latter, som, om Tingen ei var Vid,
  fra Naboes Mund gjenvender atter
  og saa rundt hele Kredsen runger
  bestandig voxende som et Lavineskrid,
  ja med slig rastløs Klappren, saa
  Veirmøllevinger blive Kredsens Tunger,
  som Skyer kløve kan og Tordner døve slaae:)
  men Hver fordybet var, saa lod det, i
  sin egen skumle Phantasie.
         -- Paa saadant Sted kan liden Ting
        for dyb Forstand bli'e labyrinthisk Ring.
        En Flue, Nysen, Taand i Praasen
        der giver Tungen Kraft og Næven Sving,
        saa tidt gevaltigt aabnes Laasen,
        og Hine (ovenfor omtalte
        og sortbemalte):
        som udenfor med Tænders Gnidslen vente
        indstevner hylende og hente
        En til Justitiens Hule, hvor
        en Lænke Graad af Hjertet snoer
        og Slutt'rens Eeder Natten skræmmer:
        En hjem til Magen, som
        i qvindelig Tenor
        ti Eumeniders Hvinen gjemmer,
        fordi han hjem saa lystig kom,
        mens hendes Graad belyser hendes Kummer
        og, rundt om Væggen, hele Ynglens Slummer:
        En kommer, i slig Tummel, ei saalangt;
        han ligger hvor han ligger vaadt og trangt
        for Sorg og Vægtere forborgen,
        i en Kloake til den næste Morgen.




  Saa mørk kan Enden blive paa den Qval,
  som nylig hundrede Pocaler
  med munter Fakkelglands bemaler.
  -- Kan blive? Nu, javel,
  Erindringen for denne Mening taler.
  Saa galt man ofte hørte før.
  Og over saadan Kreds,
  om venlig Bolle samlet veltilfreds,
  stødt hænger tykkest Skjebnens Slør,
  saa, om selv glindsed' Drab og Blod der bag.
  som skulde strømme frem
  med Qvindehvin og Blus i næste Time
  -- Hvem forud kan slig Sorg med Fryd isammenrime
  (som Asmus, der uskjønsom Evalds Sørgevers
  imænger, rundt, paakryds og skraas og tvers
  paalangs, irad i hvert af sine Bryllupsqvad?)
  -- ei Ahnelse om saadant skræmmer dem,
  der samledes for ud med Magt at bryde
  af Sindet Sorgens Tand,
  der voxed frem en Dag,
  og for med Roser Panden pryde,
  saalænge det gaaer an,
  saa hver en Gjæst, der er en Ægtemand,
  blier liig et krandset Offerdy'r
  :(en Vædder eller Tyr).

        Nok, i min Kreds var Fred
        og Taushed paa hver Læbe kommen.
        Et ligegyldigt "Hei" til Fingertrommen
        beviste, at det Selskabs Munterhed
        befandt sig ilde.

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.