Sonnate til Hulda

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

FLODENS SANG TIL STJERNEN


Haarfagre Stjerne, som sidder liig
      hvidvinget Due paa Himlen,
see, hvor med Jubel jeg bærer Dig
      raskt gjennem Blomstervrimlen!

Seer Du min blaaklædte Arm fra Bred
      river en Krands af Nymphæer,
pryder de glindsende Trin, Du skred
      under min Breddes Træer?

Stella! jeg bærer Dig, liig paa Skjold
      Galliens sølvhvide Lilje,
Taaren paa Slørets mørkblaae Fold,
      hvidklædte Møe paa Tilje.

Dands paa min Barm med din hvide Fod,
      dands med din Straale min Stjerne!
Lyt til din syngende, glade Flod,
      Himmelens tause Terne!

Ei som Bacchanten jeg løber meer
      vedbendekrandset i Enge:
stille, bag Palmer, jeg slaaer nu her
      Bølgernes mørkblaae Strenge.

-- Nys, liig en Kriger af Skjolde trængt,
      beed jeg i Fjeldbarme sorte,
thi for min Elskov, jeg havde tænkt,
      Stjernen for langt var borte.

(O, hvad er Mile for Elskov vel,
      Bjerge og gabende Dale?
Ruller da Tanken paa Hjul fra Sjel?
      kan kun ved Læben tale?)

Rengbu' paa Skulderen hvid jeg hang,
      sveddækket løb jeg paa Fjelde:
"Stjernen skal rødvinget Piil engang
      vel paa sin Himmel fælde!"

Syvfarvet Bue jeg spændte . . "Ha,
      "snart som en hvidvinget Due
"daler nu Stjernen, min Sang sig da
      "hæver som Røg fra Lue!"

"Da over Bølgen den flyver, liig
      "over Othellos Pande
"naar Desdemonas Finger sig
      "hvid vil med Lokken blande."

"Favre! jeg elsker Dig: Skjebnen skal
      "briste, naar Musklen jeg tvinder!
"Da vil jeg dyrke Dig i min Dal,
      "Himmelens Vestalinde!"

Syvfarvet Bue jeg spændte -- men
      vaklede, svimled paa Fjeldet.
. . . Stjernen er borte? o hvor? ha, den
      har bag en Sortsky tjeldet.

Nede i Dybet til Sølverstreng
      qvad en Sirene: "hernede
skimter jeg Liljen paa Himlens Eng:
       -- [1]tør Du ei Fjeldet træde?"

Flux jeg mig styrted i Klippens Arm:
      knust jeg i Dybet nu synker,
blegnet Tritonen paa skumhvid Karm
      sønderknust Bolig ynker.

Jeg var blandt sorteblaae Klipper liig
      hvidsmykket Yngling i Kiste,
hvid som et Maanskin, der pyntet sig
      kun mellem Fyrreqviste.

Døsig jeg Bølgerne vælted frem,
      tunge som Sisyphus' Stene:
Stjernen den slumred i Skyens Hjem:
      sagte jeg græd alene.

Granerne lige, som skumle staae
      rundtom en Hede, kun høje
Stene mig krandse med Pander graae:
      lukket er Stjernens Øje!

-- Da liig den Sylphe, som lægger øm
      Perler i Blomsten om Natten,
byder selv Sivet ved skumle Strøm
      dele med Roser Skatten:

saae jeg en Qvinde: fra Læben flød
      Toner, liig Duggen, liig Vinden,
svanger med Aanden fra Rosen rød:
      liig en Egeria Qvinden.

Flux, hvor Hun traadte, min Bredde bar
      Palmer, og Roserne gløded:
. . . Vidste den Ædle om Floden har
      Perlerne skjult' i Skjødet?

Lysgrønne Birke paa sølvhvid Fod
      lytted til Bølgernes Strenge
-- lysgrønne Hjelmbusk, som Helten lod
      over sit Staalskjold hænge.

Sagte Egeria svæved: liig
      Sølvskye, Hun flagred paa Himlen.
Drømme i Rosenblad gynged sig
      lette paa Bølgevrimlen.

Syvstjernen treen som et Pigechor
      frem ifra Skyen: min Stjerne
dandsede foran i Sølverflor,
      sød som en Freyas Terne.

Stella! min Stella! min Stella hvid!
      Sølvskyens fagreste Datter,
had ei min Bølge: den ruller blid
      uden den vilde Latter!

O, jeg vil bære dit Billed paa
      Brystet, med Perler det krandse!
aldrig de skumdækte Bølger slaae!
      stille ved Bredden dandse!

Bredden er grønklædt -- en Olieqvist
      slynget om mørkblaae Skjolde:
nægter Du Stella, som funkler hist,
      Bølgen dit Billed holde . . ?

O jeg er trofast, jeg glemmer ei
      -- o hvor umuligt! -- min Stjerne:
trofast jeg følger din blanke Vei
      over de Høje fjerne!

Hersk over Bølgernes Skare! hver
      ligner en hjelmet Pelide,
eller Minstreller, som Harper bær,
      blot til din Roes, ved Side.

Had Du ei Floden, min Himmelmøe!
      see, kun din Glands er hans Lænke!
Lad ham blot elske Dig taus og døe!
       -- det Du hans Ømhed skjænke!

Fotnoter

  1. Maristien.

av Henrik Wergeland.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.