Til Stella (II)
'Ha, hvor spænder sig min Sjel
op til Himmelen fra Hel!
Stella, Stjerne-seraf, vil
Du mig følge paa et Smiil?
Spænd saa favr en Morgenvinge,
og vi skulle, Sjel i Sjel,
(Irmiel, Ithuriel)
os til Himmelen nok svinge,
sænke bag os et Farvel
til vor Jord: en liden Taare
(Pragt nok for saa arm en Baare!)
Se, der daler Taaren ned,
som en sølverfloret Due!
Nu da Jord Farvel! Guds Fred!
Se, vor Offertaarelue
hvifter i de Suk, som flye
mellem Jorden og dens Skye.
Gid, som Helliggeistens Kjerter,
den maa falde ned paa Hjerter!
Vee, se Jorden glindser vaad
-- Stella, seer du dybt dernede,
før sig Skyer om den brede,
at ei Himlen seer dens Graad? --
Vee, se Jordens Glands er Taarer
(som et snehvidt Enkeslør
kastet over kulsort Baare)
enkelt Flek af Suk kun tør!
Og vor Taare (Sjelens Blod)
visner i den stride Flod.
Stella, se dig ei tilbage!
klyng dig fast, jeg flyer med Hast!
Se de vide Skranker brast!
Hør, hvor Verdner suse hvast!
Hvert vort Aandedrag er Dage.
Se, der ud af Godheds Dybet,
hvirvles Verdner, Aander, Krybet:
Aander kjæmpe kun for Freden,
Krybet kun for Evigheden!
Se der løber op fra Dybet
Melkevejen bred og lang,
hvor, med Perleglands og Sang,
tumler Jord og snoer sig Krybet.
Gjennem Solenes Portaler
maae de vandre Alle til
Fred og Evigheden: Hil,
Hil Guds store Høitidshal,
fuld af Verdners Hosianna,
fuld af glade Aanders Smiil,
fuld af Livsens Stjerne-manna,
dryppende fra Solpocaler.
Se, her er vor Bryllupssal!
Søde Stella, søde Brud!
følg mig til vor Høipræst: Gud!
Her er Hjemme: Du maa glemme
(Tys, et Bryllups-serafchor
alt begynder Harpen stemme,
for at hilse os herhjemme!)
Du maa glemme Fa'r og Mo'r,
Seng og Kammer hist paa Jord.
Vælg dig, søde Brud, blandt alle
disse Engle, hvem du vil
din Veninde-cirkel kalde,
knyttet sammen Smiil til Smiil.
Se, du Laura træffer her,
som Petrarcha havde kjær
(Laura sandelig, thi vist
fik hun hver hans Laurbærqvist)
Den Seraf, Du øiner der
Tassos Leonora er.
Denne Serafine-skare
om Cheruben hist, se hist,
Byrons Elskerinder vare.
(Ak, som vi, de Alle kun
fik hinanden i en Stund,
naar . . . en Stund, som denne korte,
da Alt er her, og Intet borte,
da Harpens lille Strengerad,
ere aabne Himmelporte,
o for dem, som skiltes ad.)
Se, i denne Engleflok
har du jo Veninder nok.
Vælg dig, søde Brud, iblandt
Himlene, vi aabne fandt,
den der finder dit Behag.
Blomster (som du hisset saare
elskede, som jeg en Taare)
her du ikke mangle skal,
hvor du vælger nu vor Hal.
Se, i dine Vindver staae
Maane-Malv'aer, klare, smaae,
Stjerne-Heliotroper smelte
sammen til et Uskyldsbelte,
vildest Sol-Passionsblomst, med
Balsamine-ræd Komet,
snoer sig af den hele Hæk,
Skyblad skiller ad den Klynge,
glade Engle rundtom synge:
Søde Brud, er saadant Bed
Trøst ei for din lille Have,
som vi saae bag Skyen gled,
som en liden Blom blandt Grave?
Melkevei, o kan den ei
Bytte være for den Bæk,
som, bag Fjeldet hist, fik ofte
kysse Stellas Barm og Hofte?
(Ah, jeg til den stille Dal,
da jeg gik i Støv og Skal,
ofte mig ved Midnat stjal;
drak saa, til jeg næsten -- Ak,
som om, bag de kolde Stene
Bækken var en Hippokrene:
Taarer blev dog hvad jeg drak)
Søde Brud, din Barm og Hofte
er nu bleven Ormeskofte,
og min Pande er i Gruus
Tømmermands-tordyvels Huus.
Ei, i Tinding-hjørnesal
holder han et lystigt Bal,
hvor Johannisorm, den Stakkel,
for de Andre holder Fakkel;
Værten tramper Takten til,
ellers er der intet Spil.
Søde Brud, jeg hist ei kunde
tænke, phantasere, blunde
mig saa salig Salighed
som, naar Sommernatten ned
Æblevellugt vilde ryste,
og en dunkel Taushed da
til mit nøgne Hjerte kryste . .
. . Stellas nøgne Barme -- ha!
nu jeg agter selv den Blom,
Jomfrubarmen vugged om
(som en Sommerfugl, morgenrød
paa en hvid Nymphæes Skjød)
ikke mere end en Pjalt,
aflagt nu, skjøndt rosenmalt.
Nu min Sjel kan ene blunde,
tænke, fantasere, stunde
til det Øieblik, at din
Sjel skal parre sig med min:
saa vore Tanker, vore Smaae
fylde hele Himlen blaa
op med Sang og Engleskin.
Barm og Arm er dog et Skille,
om de mod hinanden spille.
Her er intet Skille, uden
Fantasiens Slør om Bruden.
Tys Cherubers Bryllupschor!
Bruden hæver nu sit Flor;
og jeg seer min stjernerene
Stellas Sjel til mindste Ynde.
Ha, hvor voxer Digtets Brynde!
Ak, nu skal vi os forene!
Søde Stella, søde Brud,
følg mig til vor Høipræst Gud!
Nu jeg vil ei længer bie:
Han os evigen skal vie.
O jeg efter Stunden higer,
da jeg skal min Vinge lette,
for dit Hjerte ind at flette!
Kommer Stellas Brudepiger!
Laura, Leonora høre
hvad for Gud jeg Stella svoer.
(var ei døvt hist Stellas Øre,
Hjertet var dog fuldt af Jord)
. . hvad jeg svoer min ene Brud,
(saa at Evigheden selv
Gjenklang gav fra Hvælv til Hvælv)
da vi knælede for Gud,
ved et helligt Solealter:
at vi vilde leve sammen,
inden samme Englehud:
at vore Hjerters Offerkar
skal staae bag samme Vingepar!
Tys! -- nu Høicherubers Psalmer!
Tys! -- min Byron med Basunen!
Tys! -- Petrarch med sin Guitar!
Byrons Elskte, Leonora,
Laura, Kamoens's Maria,
hørte Alle hvad vi svore,
synge nu: "Halelu-jah!
Ham, som giver Aanden Fred,
meer end Fred: en Salighed."
Tys! -- nu runger deres Amen!
Rul, mit Himmelforhæng, ned!
Her er Bryllups Fryd og Fred,
Her i Saligheds Paulunen.
av Henrik Wergeland.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer